Upcoming fødselsdag og rabat på fine plakater

Mors (gen)indkøring til arbejdspladsen

I hele min graviditet, og under Brokamøbens første halve leveår har jeg været helt overbevist om, at jeg altså IKKE var “sådan en mor” der ville have det svært med at skulle på arbejde igen, og at mit barn skulle i vuggestue. Nu er tiden så der, hvor jeg er startet på arbejde igen, og Brokamøben er startet i vuggestue. Og jeg må sgu nok indrømme at jeg altså ikke kun har det fedt med at det er hverdag igen. Egentligt har jeg glædet mig til at komme på arbejde igen, for jeg egner mig simpelthen ikke til at være “hjemmegående”. Jeg har for meget brug for selvrealisering, til at det ville være rart for mig, at gå hjemme. Jeg elsker at arbejde, jeg elsker at udvikle mig. Det ér sgu dejligt, at være startet op igen, og jeg HAR savnet det. Men nu står jeg i det. I hele turmultet omkring at få en hverdag til at gå op i en højere enhed. Alle de ting jeg skulle nå imens jeg var på barsel, dem skal jeg stadigvæk nå, nu skal jeg så bare lige arbejde 37 timer om ugen oveni hatten. Og det er fedt. Men det er fandeme også hårdt.

Det er ikke engang det der med at hente-bringe eller aftensmads- og indkøbshelvede i ulvetimen der er det sværeste ved det. Det er faktisk det, at min datter har en længere arbejdsdag end jeg selv har. Det der med, at det mest dyrebare menneske i ens liv, er hos andre end en selv i de fleste af deres vågne timer. Det synes jeg fandeme er svært at acceptere. For det kommer jo uundgåeligt til at være pædagoger der hører mange af deres nye ord for første gang, eller eventuelt ser deres første skridt. Jeg ved godt at det jo er sådan vores samfund er skruet sammen, og det er sådan en ting som alle mødre bare på leve med, med mindre de har råd og lyst til at være hjemmegående, men det er bare som om at det pludselig har ramt mig. Og det er sgu ikke fordi jeg ikke har det godt med vuggestuen. For Brokamøben elsker at blive afleveret, og der er nogle helt igennem skønne og kompetente pædagoger, som tager sig af hende, og giver hende omsorg og stimulering. Hele den del er jeg helt tryg ved. Det er mere det der med, at man har sat et barn i verden, for at aflevere det til fremmede.

Jeg tænker at det nok bare er en fase jeg skal igennem, og at det er fordi det er så nyt, at det rammer mig. For jeg har faktisk gået og glædet mig til at hun kunne starte i vuggestue, fordi hun var helt klar til det. Hun havde brug for at blive stimuleret mere end jeg var i stand til, hun havde brug for at være sammen med nogle andre børn og for at brænde noget mere krudt af. Ugerne optil hendes første vuggestuedag, lavede jeg ikke andet end at pisse land og rige rundt, for at holde den lille dame beskæftiget og glad. For hun er ikke et barn der lige gider at slappe af på mors arm et øjeblik. Der skal ske noget, gerne hele tiden. Det gør der så nu, og hun har det super godt. Det er bare mig der lige skal vænne mig til den nye situation.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Upcoming fødselsdag og rabat på fine plakater