10 fede ting ved at komme tilbage på arbejde

Sagaen om de slatne patter

Der sker ting med kroppen med tiden. Især efter vægttab, graviditet, amning og vægttab igen. Jeg havde en eller anden idé om, at når det nu var på grund af en baby at ens krop ændrede sig, så ville jeg have det HELT OKAY med det. Let me tell you, sandheden er sgu en anden. Der er mange ting jeg ville ændre ved min krop, hvis jeg kunne. Mine bryster er helt klart i toppen af ønskelisten. Og jeg synes ærlig talt at det er pisse fucking irriterende, at jeg ikke bare har det helt cool med de slatne hængepatter der.

Ej hvor ville jeg ønske, at jeg bare synes det var så fint, naturligt og dejligt. At jeg havde den der elsk-dig-selv-det-hedder-ikke-strækmærker-men-tigerstriber-attitude omkring mit udseende. Men det har jeg bare ikke. Selvom jeg prøver aktivt på at få det sådan. For der er jo ingen tvivl om at det sundeste helt klart ville være at acceptere sig selv. Men det viser sig, at et liv fyldt op med selvhad ikke automatisk ændrer sig bare fordi man er blevet mor, og pisse godt kunne tænke sig at være overskudsagtig. Og faktisk har jeg altid hadet de fucking bryster der.

Jeg var den sidste i min klasse til at få bryster, og det var altså en fucking big deal når man boede i en lille by, og i en alder af 12 synes at man skulle se voksen ud. Det var heller ikke ligefrem fordi man fik lov til at have sine underudviklede bryster for sig selv, nej de skulle såmænd have en god mængde opmærksomhed, det er klart. Og når man dagligt får at vide at ens krop er forkert, så gør man hvad man kan for at få folk til at stoppe med at kalde en forkert. Det var i hvert fald min taktik. Så jeg fandt alt det vat der var i huset, og stoppede det ned i min pisseflotte snoopy-bh. Eftersom man ikke pludselig får en b-skål over natten, når man ikke engang havde myggestik før, så blev det jo ligesom også bemærket i skolen = du er forkert fordi du lader som om du har bryster. Ud med vattet igen, ned bag en af radiatorerne i klasselokalet. Det syntes min bedste veninde selvfølgelig var nødvendigt at gøre resten af klassen opmærksom på, det er klart, intet mindre kunne have gjort det. Forkert igen fladpat.

Tiden gik, og der kom langsomt vokseværk i myggestikkene, og der kom push-up i snoopy-bh’en. Brysterne var stadig små, men nu var der da lidt mere hud man (med vold) kunne tvinge til at ligne en kavalergang. Op under hagen med myggestikkene. For verden skulle satme se at jeg altså havde bryster, at jeg altså ikke var forkert.

Jeg fyldte 14-15 år, og begyndte på p-piller, og BANG, så skete der sgu noget med patværket. De blev store. Virkelig store. Og jeg hadede min krop, og blev ved med at klæde mig så der var et kæmpe fokus på de bryster der konstant. For nu havde jeg jo for alvor fået bryster, og det skulle verden kraftedme anerkende – for nu var jeg jo ikke forkert længere, vel? Når man bor i en lille by, så får man lynhurtigt en “identifier”. Min identifier blev mine bryster. Anne hvem? Hende med patterne. Godt godt. Før var jeg Anne, hende uden patter. Så var jeg bare omvandrende patter. Fra den ene ekstrem til den anden.

Så skete der det at jeg tabte mig en del, for nogle år siden, og med vægttabet røg en del af brysterne også. De hang lidt mere, og var blevet lidt mere bløde. Egentligt hadede jeg mine bryster også før jeg tabte mig, fordi de jo ikke lignede silikone bryster. De sad ikke perfekt uden en bh, jeg følte ikke at jeg kunne have tøj på med bar ryg, fordi folk ville helt sikker synes at mine bryster var grimme, eller for meget hvis jeg ikke havde bh på. Set i bakspejlet var det fuldstændigt tåbeligt, og jeg ville i dag nærmest give en arm for at få de boobs igen. Men men..

Jeg blev gravid, brysterne voksede helt vildt, og gjorde pisse hamrende nas. Så fødte jeg, mælken løb til, og mine bryster voksede så til dobbelt størrelse. Fedt fedt. Så rendte jeg altså rundt med fuldstændigt udspilede bryster, med de sygeste blodårer på, og tyndslidte brystvorter. Så skete der det, at Brokamøben pludselig (i en alder af 3 måneder) ikke gad at hænge i de der spærreballoner længere, da det gik for langsomt med serveringen, så indenfor få dage, så stoppede mælkeproduktionen, og efterlod mig med to slatne lommer, der engang var to 7-retters menuer i. Og nu har jeg tabt mig. Igen. Og patterne er blevet endnu mere slatne.

Jeg vil SÅ gerne købe mig nogle nye flotte bryster, men jeg vil også SÅ gerne bare slutte fred med de fucking patter der. Og være hende den seje feministiske type, der er rasende på det seksualiserede kvindeideal, som derfor giver verden en fuckfinger, og i flæng slår patriarkatet ned med de naturlige hængepatter. Jeg tror sgu egentlig godt at de kan slå hårdt, hvis jeg svinger dem rigtigt. Så hvad fanden gør jeg? Slår patriarkatet ned med mine nye silibabser, og prædiker at feminisme er retten til at bestemme over egen krop, og jeg har bestemt at jeg vil have bryster? Det kan jeg også. WHAT TO CHOOSE!?

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

10 fede ting ved at komme tilbage på arbejde