Vi drukner i snot og kærlighed

Okay, det kan godt være at det er totalt forventeligt at ens barn bliver syg når de starter i vuggestue, men nu har vi næsten haft 2 måneder med snothelvede nonstop. Lige som  det føles som om at Brokamøben er ved at blive helt rask, så går hun helt ned igen. Den lille dame raller og sprutter, og tager det egentlig som en champ i forhold til hvad jeg selv ville have gjort. Det meste af tiden vender hun selv næsen til når den skal pudses, og der er begrænset med brok. Men den lille stakkel vækker sig selv og os andre om natten af hoste, og det er simpelthen så synd for hende.

Reelt set er det ved godtnok at hun er syg henover en ferie, i og med at vi er hjemme og har fri til at tage os af hende, men det var bare ikke lige sådan vi havde håbet på at ferien skulle være. Heldigvis var det ikke så slemt i lørdags da hun holdt fødselsdag, men for fanden da. Det var jo meningen at alt skulle være idyllisk og snotfrit.

Derudover så er der da sket lidt positivt; Brokamøben har endelig forstået at hun ikke skal have flasker om natten, og hun spiser derfor almindelig mad i løbet af dagen, hvilket også betyder at hendes søvn er blevet væsentligt bedre. Jeg får helt ondt i maven ved faktisk at skrive at det går bedre, af frygt for at det pludselig stopper med det samme igen. Nu er det primært hendes forkølelse der vækker hende, og hun er okay nem at putte igen. Det er fucking rart. Men to be fair, så har jeg satme også brug for det ekstra overskud når hun nu er syg hele tiden.

Udover sygdom og derfor selvfølgelig en lidt pjevset pige, så er hun skide glad og hyggelig. Hun deler ud af åbentmundede pyssere, med de vildeste ellevetaller, hvilket jo er en blandet fornøjelse for at sige det mildt. Men hun er mega stolt, så vi tager gladeligt imod pysserne, og prøver at lokke hende til lige  at tørre næsen først. Hun vågner hver morgen kl 6:40 med et kæmpe stort “HAAAAIIIJ”. Det er fandeme hyggeligt.

Brokamøbens 1års fødselsdagsfest

 (OBS! Jeg har lånt en myselfie som en “gave” og har derfor ikke selv betalt for leje af den)

Oh shit. Min lille Brokamøbe er nu fyldt 1 år. Tiden flyver når man ikke sover.. Ej sådan helt oprigtigt, så har jeg skide svært ved at forstå hvor tiden blev af. Jeg ved godt at det er en helt vildt “mor-agtig” ting at sige, men ikke desto mindre er det rigtigt. Nu er hun en lille pige, med en kæmpe personlighed, der styrter rundt på hendes små lækre stolper, ryster på hovedet, siger hej, mor, far, tak, værsågod, ej, og uendeligt meget uforståeligt volapyk. Hun kan selv gøre opmærksom på hvad hun vil, og i dén grad også hvad hun ikke vil, og det er simpelthen så vanvittigt fascinerende at være vidne til hendes udvikling, som går så stærkt.

Her i weekenden holdt vi hendes fødselsdag kombineret med hendes navngivning, så vi havde inviteret små 40 mennesker af vores allernærmeste, til håndbajere, buffet ala Jylland, og ellers bare hygge. Det var så lækkert at se alle og jeg blev sgu helt rørt over at folk kom fra nær og fjern for Brokamøbens skyld. Alt gik over al forventning, og folk havde det så sindssygt sjovt. Jeg pissede mest rundt for at få tingene til at gå op i en højere enhed, og for at tale bare en lille smule med alle. Det resulterede så I at jeg imellem kl 6 om morgnen og kl 23 om aftenen kun havde fået en halv portion mad, en lille smule dessert, åbnet 3 øl, drukket 0 øl, og hældt et glas vin op som jeg heller ikke fik smagt på. Men alle var glade, og det var jeg også, så det er skide dejligt.

Jeg fik lov til at låne en myselfie til festen, hvilket er et helt genialt koncept. Jeg er normalt skide elendig til at huske at få taget billeder, netop fordi jeg har travlt med at være vært, og så bliver jeg altid skuffet over at vi ikke har fået flere minder foreviget efter en god aften. Når man derimod sætter en myselfie midt i rummet, kombineret med gæster der indtageralkohol, så sker der altså noget smukt. Folk tager totalt ejerskab over at få taget billeder og har det helt vildt sjovt med det. Der blev taget selfies på kryds og på tværs, og også med folk der ellers ikke kender hinanden. Det var simpelhen genialt, og det var en helt vildt god conversation-starter.

Som jeg skrev i starten af dette indlæg, så folk jeg jo lov til at låne en myselfie gratis, men det betyder ikke at jeg siger noget jeg ikke mener. Jeg ville ikke skrive pænt om det, hvis jeg ikke oprigtigt var kæmpe fan. Og jeg ER SERIØST fan. Det er skide nemt, et par dage før man skal holde festen modtager man kassen i den nærmeste pakkeboks. Der er en simpel trin for trin guide som selv en død abe ville kunne følge, og så pakker man myselfien ned i den kasse den kom i, smækker returlabel på, og afleverer den i pakkeboksen igen når man er færdig med at bruge den. Det er så sjovt og nemt, og jeg kan uden at lyve sige at jeg gladeligt ville have smidt penge efter en hvis ikke jeg havde været så heldig at få liv til at låne den gratis. Jeg kan anbefale det til ALLE.

 

Semi-tyndslidt mor

Brokamøben har været forkølet i ca en måned, hvilket er helt naturligt med vuggestuestart og efter år, i sidste weekend udviklede den helt almindelige forkølelse sig dog til øjenbetændelse, og noget der mindede om influenza. I mandags havde jeg derfor Brokamøben en tur til lægen, for at blive tjekket alle steder tænkeligt, for at være helt sikker på at der ikke var noget som vi ikke var obs på. Det var der heldigvis ikke, barnet havde virus, og vi fik at vide at hvis feberen blev ved og hun ikke havde det godt, så kunne vi give lidt panodil. Fint fint. På vej hjem fra lægen kom jeg så i tanke om at jeg ikke engang ved hvad hun vejer, i forhold til at dosere panodil, da det efterhånden er lang tid siden at vi er blevet afsluttet i sundhedsplejen. Så jeg smuttede lige forbi vores sundhedsplejes “åbent hus” til vejning og en lille snak om hvordan det går.

Snakken kom selvfølgelig hurtigt ind på søvn, eller mangel på samme, og vi blev beordret at stoppe med at give Brokamøben flaske om natten. Jeg vidste jo godt at det var ved at være tid, både fordi jeg simpelthen ikke kan holde til at være oppe så mange gange for at give mad, men også fordi alt det mad om natten påvirker hendes appetit om dagen. Jeg kunne ikke overskue at gøre det i hverdagen, fordi jeg vidste at det ville blive en kamp at få hende til at falde i søvn efter opvågninger, uden at give hende en flaske. Så vi valgte at i denne her weekend skulle det være; hun skulle stoppe med flasken.

Rasmus har været syg, og han har sovet på sofaen imens jeg har haft tjansen med Brokamøben inde i vores seng, da vi vurderede at det var smartes at der i det mindste var en ansvarlig voksen der var udhvilet. Så jeg har været vågen. I nat var hun vågen fra kl 23:00-02:30 og faldt først i søvn da hun kom op i sengen til mig (hvilket hun ikke plejer at ville). I går havde hun 3 opvågninger hvor det tog imellem 30 minutter og en time at få hende til at sove igen.

I nat tager Rasmus hende, og jeg sover på sofaen, for at få en anelse søvn. Hold nu kæft hvor jeg synes det trækker tænder ud, men der er ikke andet at gøre end at holde ud og at hænge i. Jeg har den der naive drøm om et barn der sover igennem, og jeg ved godt at det ikke nødvendigvis sker bare ved at hun stopper med nattespiseriet, men jeg er desperat nok til at prøve efterhånden. Så hvis I nu ser mig ude i virkeligheden, eller nogen der ligner af mig, som ikke hilser, som har nattøj på i offentligheden, som lugter, så er det bare mig, og fordi jeg ikke sover.

1,5 time i akutmodtagelsen senere..

I dag har vi brugt 1,5 time på akutmodtagelsen på Hvidovre Hospital. Brokamøben fejler noget så voldsomt som øjenbetændelse.. Naive dumme mor her tænkte at et opkald til 1813 og en gang tiggeri om øjendråber var tilstrækkeligt, til at få den lille dame i behandling, således at hele husstanden og vuggestuen ikke bliver blændet at grøngult klumpet puds. Det var IKKE nok at beskrive øjensituationen for lægen i røret – vi SKULLE på hospitalet. Jøsses. Nå men fik en tid, så jeg tænkte at det nok ikke var så galt, og at det nok skulle gå rimeligt tjept. Naiv igen. Det gik på ingen måde tjept.

Brokamøben havde til gengæld en fucking fest i ventelokalet. Hun styrtede rundt og charmede folk, var ved at vælte folks kaffe og smitte andre småbørn med øjenbetændelse. Jeg styrtede rundt og prøvede på at stoppe hende i de ting, uden at  få hende til at græde (for jeg kunne seriøst ikke magte en kombineret vente OG tudesituation). 1,5 time EFTER vores tid, blev vi kaldt ind “læger skal jo også have frokost”. Det skal de da, det skal de da.. Men kan I så ikke lade vær’ med at give folk en tid midt i frokostpausen? Det kunne være meget rart. Og hvor lang tid skal de lige spise? Os andre kaster maden i hovedet på max 30 minutter.. Men okay!

Lægen kiggede på hende og sagde “ja, hun skal have nogen øjendråber”. No shit? Det var jo ligesom også det jeg bad om i telefonen.. Men super. Afsted til det nærmeste apotek, som var lukket. Så måtte Rasmus skynde sig afsted med en bus, for lige præcis at nå hen til et andet apotek inden det også lukkede.

Så nu sidder vi her. Med et rasende barn, som HADER os fordi hun skal have øjendråber og have vasket øjne. I morgen skal der vaskes tøj og sengetøj så vi ikke smitter os selv igen, og så skal vi ellers dryppe videre. Liv og glade dage. “Endelig weekend” min bare røv.

Søvnløsheden stjæler mit liv

Det er hårdt at være working mom lige for tiden Brokamøben sover ELENDIGT om natten, hvilket betyder at jeg måske får max 4-5 timers søvn hver nat. Vi er nået til et punkt hvor jeg ikke engang kan falde i søvn igen når hun har været oppe, fordi jeg ved at jeg skal op igen lige om lidt. Det fucker mig fuldstændigt op, og dræner mig helt og aldeles for energi. Plus, vi skal op omkring kl 6 om morgnen, fordi jeg skal på arbejde, Rasmus skal på studiet og Brokamøben skal i vuggeren. Det går overraskende nok godt på jobbet, hvilket er et mirakel, som jeg kan give kaffe, sukker og energidrikke æren for. Men jeg kan mærke at jeg ikke kan overskue andet end de ting som andre forventer af mig = at være mor, og at gå på arbejde. Jeg får ikke gjort nogle som helst af de ting som jeg ellers gerne vil; træne, være en god kæreste, lave sund og lækker mad, løbe turer, gøre rent, skrive meget mere på bloggen, være social med dem jeg holder af.

Jeg vidste godt at det der med at undvære søvn ville være det hårdeste ved at blive mor, men jeg havde nok forventet at det ville være værst i starten. Jeg har nok haft en eller anden naiv idé om at børn begynder at sove igennem når de begynder at få almindelig menneskemad. Det er bare ikke tilfældet herhjemme. Egentlig kan jeg også sagtens leve med at hun f.eks vågner 2 gange og vil have en flaske eller en sut, men lige for tiden er det enten hver 1-2 time, ellers har hun lige en vågenperiode om natten på flere timer.

Jeg kan ikke holde til det. Jeg er drænet, jeg er grådlabil og min krop er begyndt at reagere på det – min menstruation er blevet uregelmæssig, jeg mærker en konstant sitren i min krop, og jeg kan ikke huske en skid. min fordøjelse er også helt fucked. Det er seriøst ikke holdbart i længden. Ind imellem tager jeg en nat på sofaen, for at få en hel nats søvn, og det gør at jeg lige akkurat kan fungere, mens jeg messer indeni mit hovede “det er en fase, det er en fase, det er en fase”. Det føles bare som en fucking lang fase nu. Og det kan godt være at det slet ikke er så lang tid som det føles som, men der er sgu en grund til at søvnløshed også er en torturform. Egentlig tror jeg bare lige at jeg vil sige at jeg er fucking ked af at jeg på ingen måde er nærværende i mine relationer lige for tiden, men jeg har simpelthen brug for at trække stikket lidt, for at kunne hænge sammen og passe de vigtigste ting; mit barn og mit job.

Er jeg den eneste der har det sådan her, eller er der andre hvis børn er nogle seriøse søvntyve lige for tiden? For selvom jeg ikke ønsker den her form for tortur for min værste fjende, så er det bare nogle gange alligevel meget rart at vide at der er nogle der kan sætte sig ind i hvordan man har det.