Som jeg før har nævnt, så havde Brokamøben kolik de første 4 måneders tid af hendes liv. Det er sygt hårdt at være førstegangsforældre i forvejen, og når man så lige smider kolik ind i ligningen, så kan de fleste regne ud at det godt kan være opskriften på en pænt frustreret og magtesløs mor. Heldigvis var Brokamøben ikke en af dem der græd i alle vågne timer, men hun havde 3-4 timer fra klokken 17.30ish og frem, hvor hun brændte helt sammen og skreg og skreg og skreg. Til at starte med troede vi at hun var overstimuleret, og at det var de daglige indtryk der var for voldsomme for hende. Dog var der ingen forskel på de dage hvor vi intet havde foretaget os, og de dage hvor vi havde været på farten/haft besøg/ været på besøg osv. Så var jeg bange for at hun havde ondt i ryggen eller lignende, hvilket resulterede i kiropraktorbesøg, lægebesøg, zoneteapi, massage mm. Så troede jeg at hun fik for lidt at spise. Vi gik igennem en massiv liste af mulige årsager og måtte simpelthen lave en slavisk udelukkelsesmetode, som til sidst resulterede i lægens dom; kolik. Av. Det var både dejligt og forfærdeligt at få diagnosen – dejligt, fordi så var det ikke mig/os der gjorde noget forkert eller fejlede som forælder. Forfærdeligt, fordi at der derfor ikke var andet at gøre end at vente på at det gik over. Det er seriøst hårdt at vide at der reelt ikke er en skid man kan gøre for at afhjælpe gråden og skrigeriet. Intet man kunne gøre for at hjælpe sit ulykkelige barn. Nu er vi heldigvis ovre den periode, men jeg kan stadigvæk få ondt helt nede i maven når jeg ser gamle videoer hvor hun er helt opløst.

Det er ca hvert 10 barn der får kolik, hvilket også betyder at der er mange førstegangsforældre (og fleregangsforældre for den sags skyld) der står i samme situation som vi stod i, og derfor tænkte jeg at jeg ville lave en liste over gode råd til hvordan man kommer igennem/overlever tiden med kolik, for selvom at 4 måneder ikke lyder af meget, så føles det som en evighed når man står i det. Så her har I mine råd til forældre med kolikbørn:

1. Sørg for at komme ud. Jeg var så bange for at genere andre folk med min ulykkelige baby, hvilket betød at jeg ikke tog hende med ud ret meget. Jeg fik koldsved over at skulle en tur i mødregruppe, og var rædselsslagen for at have hende med på café, fordi jeg var så bange for at hun ville få et skrigeanfald som jeg ikke kunne stoppe igen. Jeg var bange for at folk ville synes at mit højtelskede afkom var en lorteunge, og jeg var så bange for at de ville stemple mig som en lortemor der ikke engang kunne finde ud af at trøste sit barn. Jeg begrænsede mig selv helt vildt, hvilket var dumt, fordi for det første så er de fleste mennesker skide søde og forstående. For det andet var det rigtigt rart at lave noget i løbet af dagen og ikke bare gå og vente på at de 4 timers kolikhelvede går i gang. For det tredje så var det så stort at få succesoplevelser når man var ude. Realitet var, at jo mere jeg kom ud med hende, jo mindre farligt blev det.

2. Køb en slyngevugge. Når Brokamøben skreg så ville hun allerhest være i ens arm imens hun blev vugget og gynget. Det får man pænt lange arme af efter flere timer, og man har også brug for at lægge det skrigende barn fra sig ind imellem, men det betød også at hun skruede op for volumen hvis man vovede at ligge hende i hendes seng et par minutter. Vi købte derfor denne slyngevugge, for at indgå en eller anden form for kompromis; barnet bliver vugget og man kan selv sidde ned og hvile armene. Det virkede fandeme. Hun elskede slyngevuggen, og vi fik lidt ro. Hun elskede den helt indtil at hun blev stor nok til at sætte sig op selv, hvorfor det blev for farligt at bruge den, men det var virkelig guld værd, også efter koliktiden. Jeg ville ønske at vi havde købt den tidligere.

3. Aflast hinanden. Jeg tør slet ikke tænke hvor hvordan enlige mødre med kolikbørn har det. Oh my god. Det er så hårdt. Det er så vigtigt at man ikke står alene med en skrigende unge. Man skal tage pauser, og man skal tvinge hinanden til at tage pauser. Man kan godt blive stædig når man står der med en skrigende baby, og have besluttet sig for at man nok selv skal klare den, men det gavner simplethen ingen. Man bliver selv drevet derud hvor man er rasende, føler sig magtesløs og som verdens dårligste forælder. Inden man når dertil SKAL man simplethen lade sin partner tage over, for ens baby  kan mærke ens frustration, og bliver endnu mere ulykkelig.

4. Kast penge efter problemet. Det her råd lyder måske mærkeligt, men jeg er SÅ glad for at jeg insisterede på at Brokamøben skulle til kiropraktor. Selvom der ikke var en skid galt med hende, så gav det mig SÅ god en følelse i maven at have undersøgt det, og udelukket at det var det der var i vejen. Jeg kunne slet ikke bære tanken om at måske var noget galt, som man så ikke fik undersøgt eller gjort noget ved fordi det var dyrt. Så selvom det reelt set var penge ud af vinduet, så var de penge godt givet ud for mig. Det gav mig en ro i maven.

5. Få jeres barn passet. Den her var svær, fordi jeg for det første ikke ville være til besvær, jeg vidste hvor drænende det var at hun græd og græd og græd, og det ville jeg ikke byde andre. For det andet havde jeg svært ved at rumme tanken om at min baby var ked af det uden jeg var der for hende. Men min mor insisterede på at hun godt kunne passe hende imens Rasmus og jeg tog på date, og det var så godt for os. Og det gik selvfølgelig fint, selvom jeg havde tankerne derhjemme meget af tiden. Det var godt og sundt at komme lidt ud, uden baby. Og min mor kunne rumme hende og også gråden – det gik desuden over al forventning.

6. Lav kæmpe portioner mad og frys det ned. Jeg er heldigvis en meget struktureret menneske, så jeg havde sørget for at fylde min fryser op med mad der var klar til at spise, inden jeg skulle føde – så vi havde både aftensmad, snacks, kage til barselsbesøg und alles. Der var mad til at vi ikke behøvede at lave mad i hvert fald den første måned, hvilket vi jo alligevel gjorde ind imellem, så maden rakte længe. Derefter lavede vi kæmpeportioner når vi nu alligevel var igang med at lave mad, som vi så frøs ned til senere. For hvis der er noget man ikke magter midt i et kolikanfald, så er det at lave sund og nærende mad. Det var virkelig guld værd at man bare kunne kyle noget i ovnen i 30 minutter og så var der mad. Eller smide noget i en gryde. Det vil jeg anbefale alle, om de har kolikbørn eller ej. Vi gør det desuden stadigvæk.

7. Acceptér dine negative følelser. Hold nu kæft hvor havde jeg dårlig samvittighed når jeg ikke følte at jeg kunne rumme min datters gråd. Jeg følte mig som verdens mest elendige mor fordi jeg ikke kunne få hende til at stoppe med at græde, og især fordi jeg blev så frustreret over hendes gråd. Men det er helt normalt at have det sådan og man er ikke en dårlig mor – situationen er bare ekstrem. Til gengæld er det vigtigt at tale om det, for ellers kan man hurtigt køre sig selv helt derud hvor man virkelig tror at man er verdens dårligste menneske og at man er helt forkert, og selvhad hjælper ikke på noget i sådan en situation, den gør det kun værre. Derfor; vær’ ærlig omkring hvordan du har det, også selvom det er grænseoverskridende at sige at det er noget lort at være mor lige i dag.

8. Forkæl dig selv. Gør ting der gør dig glad. Jeg var rigtigt glad for at ordne mit hår eller ligge make-up. Det gjorde at jeg følte mig lidt mere som mig selv, og en anelse mere selvsikker. Det var slet ikke hver dag jeg gad eller magtede at gøre noget ud af mig selv, men det var simpelthen så rart når jeg havde gjort det. Det kunne også være ting som at se et afsnit af min yndlingsserie eller at spise noget at mit yndlingsslik der gjorde mig glad. Det behøver ikke at være kæmpe store ting, men bare småting man kan glæde sig lidt over i hverdagen.

9. Sov! Især de første par måneder hvor ens krog virkelig restituerer efter fødsel og hvor alt er helt nyt, så er det så vigtigt at få sovet. Jeg var så smadret hele tiden, at jeg ofte gik i seng så snart Brokamøben sov. Jeg prøvede også at sove lure om dagen når hun sov, men det var ikke altid jeg var helt god til det. Jeg tror at jeg var brændt sammen hvis jeg ikke var gået tidligt i seng i den periode, for det dræner en så voldsomt for energi når ens barn er ulykkeligt, og for at kunne holde ud blev jeg nødt til at hvile mig. Hun sov(er) jo ikke super godt, og heller ikke igennem, så derfor var det også bare endnu mere nødvendigt at få det søvn man kunne.

10. Syng og spil musik for din baby. Rasmus var rigtig god til at synge for Brokamøben når hun var ked af det. Jeg var ikke ret godt til det, jeg glemte teksten og gik helt i stå, og min sangstemme er heller ikke ligefrem smuk eller beroligende. Til gengæld fandt jeg en ret genialt playliste på Spotify som vi stadig bruger når Brokamøben har svært ved at falde i søvn. Men prøv jer lidt frem, Brokamøben er glad for musik, især Coldplay, af en eller anden årsag.

11. Sig til dig selv “det er en fase”. Det her er både et rigtigt godt råd og et fucking lorteråd. Nogle gange kan det berolige en at vide at om 2 måneder er det ovre, eller om 3 timer er hun stoppet med at græde. Andre gange er det det værste lort i verden at få at vide, for det er så fuckign hårdt når man står midt i det og hvert minut føles som en time. Dog har jeg messet det for mig selv MANGE gange i løbet af min korte karriere som mor, og ikke kun i kolikperioden, men også når hun har haft tandfrembrud, når hun har haft hård mave, når hun har nægtet at sove, når hun har været skide sur mm. Som sagt, nogle gange er det et virkelig godt råd, andre gange kan man slet ikke bruge det til en skid.