Skamfuld søndag #3 – Kvinder skider ikke

Nogle ting bliver bare nemmere når man er voksen, og man har fundet en eller anden form for indre ro omkring hvem man er og hvad man står for. Heldigvis for det. For livet ville simpelthen være en sej og lang kam hvis man skulle tænke så meget over ALT også alt naturligt, som man gjorde da man var teenager. Folk skulle fandeme ikke vide at man var et menneske, med en krop som havde almindelige kropsfunktioner.

Jeg kan huske, at det allerede i 10års alderen var noget af det værste i verden at skulle skide, hvis man f.eks. var i skole eller på besøg ved en veninde. Hvis man var væk i mere end de max 3-5 minutter en tur ud at tisse tog, så fik man kommentarer om, “om man var ude at skide” og at det var klamt. Ind imellem gik ens klassekammarater ud på toilettet for lige at tjekke om man løj hvis man nægtede at have skidt. Selvfølgelig blev der hånet og peget fingrer hvis der skulle være den mindste dunst ude på toilettet, og det er der sjovt nok altid på folkeskoletoiletter uanset om man selv har været den der forpestede toilettet.

Jeg kan huske at man begyndte at bruge nogle toiletter der var langt væk fra ens klasselokale for ikke at blive opdaget i at have brugt toilettet til det det var beregnet til. Jeg digtede undskyldninger for hvorfor det tog længere tid en forventet, og jeg begyndte at vide hvornår f.eks. formningslokalet ikke blev brug, fordi så var der et toilet ved siden af det, som man kunne bruge uden at blive opdaget.

Da jeg blev ældre og begyndte at få kærester, som man overnattede hos, blev skide-problemet relevant igen, fordi “kvinder skider ikke”. Det mest ydmygende jeg kunne forestille mig var at de opdagede at jeg ikke var det perfekte, feminine, sexede individ som jeg havde gjort alt hvad jeg kunne for at opretholde facaden af. Jeg holdt mig, indtil jeg ikke kunne holde mig længere. Det kunne resultere i voldsomme mavekramper og forstoppelse. Når jeg så blev NØDT til at gå på toilettet, så gik jeg altid i bad bagefter, og fandt på en undskyldning for hvorfor jeg skulle i bad. Et bad kan jo godt tage lang tid, så der var ligesom en undskyldning for hvorfor man var væk så længe ad gangen. Desuden sørgede badet for at eventuelle lugte var long gone efter at have gået amok med sæbe, shampoo og derefter parfume.

Desuden havde jeg et helt ritual så ingen kunne høre mig skide. Kummen skulle fyldes med et par meter toiletpapir, og vandet skulle løbe. Det skulle også meget gerne være kombineret med at ens kæreste så en højlydt film, spillede et larmende spil eller hørte musik. Hvis ikke de gjorde det, så kunne jeg simpelthen ikke skide. En af mine ekskærester sagde simpelthen til mig, at han synes det var så klamt at vide at jeg sked.

Det er sindssygt, at jeg nok i hvertfald i 23 år af mit liv har skammet mig så voldsomt over noget der er SÅ naturligt og som alle gør. Jeg har skammet mig både fordi jeg har fået direkte at vide at jeg var klam hvis jeg skulle skide, men også fordi jeg altid har været klar over at der er nogle visse samfundsnormer for kvinder; vi skal være smukke, vi skal være rene, vi skal være hårløse, vi skal være ordentlige, og vi skal ikke have behov vi skal opfylde behov. Og det der med at tømme ryggen passer bare ikke rigtigt ind i det kvindesyn.

Og jeg bliver bare  lige nødt til at sige, at det er vanvittigt befriende at være sammen med en mand, som synes at det er sygt grineren at udveksle skideanekdoter, og som synes jeg er jordens dejligste kvinde, selvom jeg lige har forpestet toilettet i en sådangrad at det ville være sundhedsskadeligt at benytte det i hvert fald et par timer efter. Noget skam forsvinder af kærlighed, humor og af at man slutter fred med sig selv og alt man rummer.

Skamfuld søndag #2 – Om at være sådan en pige, som man er utro

For mange år siden, efterhånden, var jeg kærester med en fyr. For at sige det mildt, så endte forholdet ikke godt. Jeg fandt ud af at han havde været mig utro, og ikke bare med én, men med flere forskellige, også med piger som jeg kendte. Det var ydmygende, sårende og pisse fucking ubehageligt. Det tog mig ikke lang tid før jeg var følelsesmæssigt over min ekskæreste. Det var intet afsavn eller knust hjerte som sådan, alt det jeg havde for ham, det forsvandt da jeg opdagede hvordan situationen stod til. Til gengæld forsvandt den der følelse af at være blevet ydmyget, brugt og afvist ikke. Det prikkede til min evige følelse af ikke at være god nok, smuk nok, og ikke at slå til.

Han var ikke den første kæreste der var mig utro, han var heller ikke den sidste. Og helt ærligt ikk, så sidder de følelser der så dybt i mig, at jeg har fået sådan en idé om, at jeg nok bare er sådan en kvinde som mænd er utro. Eller at jeg er sådan en kvinde der har (haft!) så exceptionelt elendig dømmekræft, at jeg bare vælger idioter. Jeg ved ikke helt hvad der er værst, om det er fordi jeg ikke kan finde ud af at læse mennesker, eller om jeg er sådan en der skubber dem ud i utroskab.

Sådan HELT rationelt set, så ved jeg jo godt, at utroskab ikke er løsningen hvis et forhold ikke går godt, så uanset hvad så burde ovenstående røvhuller fandeme havde droppet mig inden de valgte at knalde til højre og venstre. Og jeg burde have droppet dem så snart at forholdet begyndte at gå i en retning der ikke føltes rar nede i min mave. Men helt ærligt, så skammer jeg mig sgu stadigvæk. Jeg kan huske at når folk spurgte mig hvorfor mig og min eks var gået fra hinanden, så smertede hele min krop af følelsen af skam over at skulle indrømme at han var mig utro. Jeg fandt også løbende ud af, at der var MANGE jeg kendte, som godt var klar over hvad han rendte og lavede, men der var ingen af dem der syntes at det var noget de burde informere mig om. Jeg skammede mig så meget over at have været så dum, og ikke at have set det. Jeg skammer mig over at jeg ikke lyttede til min mave da den fortalte mig at alt ikke var som det skal være.

Egentlig har jeg altid været en person der virkelig KÆMPER for ting. Det gælder også forhold. Når det gik dårligt så kæmpede jeg. Sådan har det altid været, og sådan vil det nok også altid være. Det er en egenskab jeg godt kan lide ved mig selv, men det handler i den grad om at finde en balance, for det er ikke kun en gang jeg har kæmpet og kæmpet, og er kommet så langt ud at jeg ikke kunne kende mig selv længere bag kompromisser og fokus på behov som ikke var mine. Jeg har dog lært at sige stop. Til sidst. Men det er først når jeg er nået derud hvor jeg ikke længere helt ved hvem jeg selv er, at jeg virkelig fatter at NU skal jeg væk. Det synes jeg er skræmmende.

Og hey, det tragikomiske ved hele der her er, at den skam jeg føler over at nogen har været mig utro, den er jeg 100% sikker på at de personer der har været mig utro IKKE føler. Hvor fucked up er det ikke lige. Jeg bærer rundt på den her skam, over noget som  en anden person har gjort imod mig, og vedkommende der har gjort det har ingen skrupler over at have behandlet mig så elendigt at jeg har fået grundliggende tillid og selvværd ødelagt i en sådan grad at det har taget år at nå til et sted hvor jeg ind imellem kan have det okay med mig selv. What is life.

Skamfuld søndag #1 – Jaloux på mødre med nemme børn

 

Vi ligger hårdt ud. Jeg er sådan rimelig nyudklækket mor, eller det vil sige, at jeg har et lille års erfaring med livet som mor. Jeg føler mig sgu stadig ny i gamet, og til tider jævnt utilstrækkelig. Det hjælper heller ikke på det, at jeg ynder at færdes på de sociale medier, og jeg kan godt lide mange af “de pæne” profiler. Det er ikke på dem man kan spejle sig, let me tell you that. Når der er noget galt så er det allerhøjest at lille Mynthe-Klara-Gertrud har lavet en stor lort. Eller at hun er stået op kl 6:30 om morgnen. Det er IKKE sådan det er for mig at være mor.

Og det er ikke kun på de sociale medier man støder på de “nemme” børn. Der er også en god håndfuld i både mødregruppen, og i diverse andre omgangskredse. Jeg sidder her, med hvad man kan kategorisere som et jævnt krævende barn. Jeg elsker hende, så fucking højt, og jeg ville ikke ændre hende for noget i verden. MEN.. Indtil videre har vi været igennem en del fucking lort og lagkage, og det var ærlig talt ikke helt det jeg havde forestillet mig, at min barselshverdag skulle indeholde. I hvert fald ikke i så høj grad.

Til dem der ikke kender mig i forvejen, og som ikke kender Brokamøben, kan jeg fortælle at hun er et vanvittigt nysgerrigt og utålmodigt barn. Det har hun været næsten fra day one. Det har derfor stillet nogle ret store krav til undertegnede, og hendes far. At sidde stille er ikke ligefrem noget hun har haft interesse i. Ting skulle(skal) ses, og verden skal udforskes. Det er nogle skide gode egenskaber at have, og vi gør hvad vi kan for at fremme dem, men hold nu kæft hvor er det hårdt HELE tiden at skulle være på, på den måde.

Oven i hatten har hun også haft kolik fra hun var omkring 3 uger indtil hun hun var ca. 4 måneder. Midt i al kolikken, besluttede hun sig for at mine bryster ikke var passende føde, og at mælken ikke kom hurtigt nok, så hun nægtede at spise. Hun var en lille pige, så hun skulle helst ikke falde i hendes vægtkurve heller. Det der med at sove, det er hun heller ikke så enig i, er en nødvendighed, så det betyder at jeg i skrivende stund stadigvæk er oppe med hende imellem 3 og 5 gange hver nat.

Da det blev tid til at lære at spise rigtig mad, var hun ikke begejstret. Hun ville basicly hverken have mælk eller almindelig mad. Så bliver man altså ret fucking presset som mor, og samtidig med at man desperat prøver på at få noget i ungen, så bliver man nødt til at tage det roligt, og ikke tvinge hende, fordi hun gerne skulle opbygge et sundt forhold til mad.

Indtil videre har hun 7 tænder, og hver eneste tand har været et reelt smertehelvede for hende. Det har betydet, at hver gang der var tandfrembrud, så var der en periode på i hvert fald en god uges tid, hvor hendes søvn blev endnu dårligere, og hendes appetit blev endnu mindre.

Men hvad er så det skamfulde i alt det? Det lyder hårdt, men hvad skammer jeg mig over? Jeg skammer mig over, at jeg kan have virkelig svært ved at rumme det. Jeg skammer mig over, at jeg kan blive pisse irriteret over at hun vil aktiveres non-stop, i alle hendes vågne timer. Jeg skammer mig over at jeg bliver irriteret på hende når hun igen, for 4 gang vågner om natten, og enten vil have mad, en sut eller bare en betryggendehånd på sig. Jeg skammer mig over, at jeg bliver jaloux på de kvinder jeg ses med, hvis baby gerne vil sidde på skødet og observere verden, imens mor hygger sig med kaffeslabberas, når jeg samtidigt pisser rundt, ikke får en bid eller tår indenbords, for at forhindre at min datter begynder at brokke sig hysterisk af kedsomhed.

Jeg skammer mig over at være så pisse irriteret over at deres baby sover igennem, at deres baby spiser alt hvad der bliver serveret, at deres baby aldrig græder. Jeg skammer over at jeg er så bittert et menneske, for reelt set så under jeg dem jo det hele, men jeg under bare mig selv det endnu mere. Jeg skammer mig over at være jaloux, når jeg jo reelt set ikke vil bytte, for jeg har jo fået den bedste baby af dem alle.

Jeg er bare så gennemsyret af træthed og udmattelse, og det får mig til at føle mig så forkert, og som en dårlig mor. Det skammer jeg mig SÅ meget over.

 

Skamfuld søndag

 

Definationen på skam, snuppet direkte fra første google-hit: “skam, følelsesmæssig reaktion på oplevelsen af afvisning, latterliggørelse, kommen til kort eller tab af anseelse. Skam er en sammensat, smertefuld følelse, der bl.a. rummer forlegenhed, ydmygelse, krænkelse, vanære og tab af selvfølelse.”

Jeg ved at der er andre end mig der har de der dage.. De dage hvor man skammer sig over noget man har gjort, eller noget man er, eller en måde man ser ud på. I nogle perioder af mit liv var det ret ofte om søndagen jeg skammede mig, eller det er løgn, for skammen var der jo på andre tidspunkter end kun om søndagen, men det var som om at den ligesom fik lov til at tage lidt mere plads om søndagen, ret ofte i forbindelse med at jeg havde tømmermænd, eventuelt havde moralske tømmermænd oveni hatten. Så når man lå der og svedte sine promiller ud, så blev alt ligesom lort. Alt det negative man rummer og alt det negative man har gjort, det kom op til overfladen, sammen med den faretruende kvalme, og de sporadiske glimt af ens tåkrummende eskapader aftenen forinden.

Som følge af Brokamøbens ankomst, er det forsvindende lidt jeg drikker alkohol, og derfor får jeg heller ikke ofte tømmermændsskammen, men søndagsskammen kan stadig boble op. Om det er sådan en slags vane min krop har fået efter alt for mange af ovenstående episoder, det ved jeg ikke. Men jeg ved at jeg er træt af at skamme mig. Jeg er træt af at skamme mig over at jeg er mig. Jeg er træt af at skamme mig over ting jeg ikke kan ændre på, og jeg er træt af at skamme mig over ting jeg har  været ude for.

Som den kloge Katrine Gisiger ofte nævner, så skal skammen tales væk. Og det vil jeg prøve at gøre hver søndag. For jeg skammer mig over MANGE ting. Både mange ting som jeg virkelig fortryder at jeg har gjort, men også mange ting som der er sket for mig, som folk har gjort imod mig. Og der er så mange ting jeg skammer mig over, som jeg ikke burde skamme mig over. For skammen hæmmer mig, og det vil jeg ikke være med til længere. Jeg vil prøve at sætte mig selv fri, et indlæg ad gangen. Der er både helt små emner, og de helt store uoverskuelige, men de bliver kun mere uoverskuelige som tiden går.

Jeg ved ikke om det her er en skide god idé eller en røvhamrende elendig idé. Vi får se..