Kim Larsen døde i søndags, og jeg kan mærke at hele min krop er fyldt med sorg. Ikke (bare) over Kim, men over alt det inden i mig som var forbundet med ham og hans musik. Deriblandt mine 2 vidunderlige onkler, Erlan og Jens, som ikke heller ikke er her længere. Jeg har pakket min sorg over deres bortgang væk, i en lille kasse indeni mig selv, fordi savnet simpelthen er for stort til at jeg kan rumme det, hvis jeg giver det plads. Jeg kan ikke bære at jeg aldrig kommer til at tale med dem igen, give dem et kram. Og hvad jeg slet ikke kan holde til, er at de aldrig kommer til at møde min datter, og til at elske hende. Og hun kommer aldrig til at møde dem, og derfor vil hu heller ikke fyldes med kærlighed når vi taler om dem.

Jeg sidder lige nu med en kæmpe klump i halsen, og gråden der trænger sig på, bare ved at skrive det her. Min onkel Erlan boede i Japan, og det var derfor meget sjældent vi så hinanden, ikke desto mindre var kærligheden kæmpe stor. Da han døde blev jeg selvfølgelig vildt ked af det, men jeg havde på en eller anden måde nemt nok ved at pakke det lidt væk. Det føltes som om at han jo bare var i Japan, og at vi derfor skulle ses igen, men det var bare ikke lige planlagt hvornår. Min onkel Jens sejlede, og jeg forestiller mig stadigvæk at han er ude at sejle, og det er derfor vi ikke har set hinanden i lang tid. Min hjerne kan simpelthen ikke få sig selv til at kategorisere mine to onkler i mappen “gået bort”, for det vil gøre alt for ondt for evigt.

Nu hvor Kim Larsen er død, er det bare som om at mine onklers død er kommet så meget tættere på, så tæt på at jeg har svært ved at rumme det. Det hænger både sammen med at vi har hørt Kims musik til familiearrangementer hvor mine onkler var der, men jeg tror også at det handler meget om mentaliteten som den kære hr. Larsen havde, og som mine onkler (især Jens) også havde. Hjertet på det rette sted, humoren underspillet og skarp, ikke bleg for at drikke en kold bajer og at ryge en smøg. Hjertevarme og så helt igennem elsket. Nu er Kim væk, og det er mine onkler også, og jeg kan slet ikke beskrive hvor ondt det gør.