I dag har vi brugt 1,5 time på akutmodtagelsen på Hvidovre Hospital. Brokamøben fejler noget så voldsomt som øjenbetændelse.. Naive dumme mor her tænkte at et opkald til 1813 og en gang tiggeri om øjendråber var tilstrækkeligt, til at få den lille dame i behandling, således at hele husstanden og vuggestuen ikke bliver blændet at grøngult klumpet puds. Det var IKKE nok at beskrive øjensituationen for lægen i røret – vi SKULLE på hospitalet. Jøsses. Nå men fik en tid, så jeg tænkte at det nok ikke var så galt, og at det nok skulle gå rimeligt tjept. Naiv igen. Det gik på ingen måde tjept.

Brokamøben havde til gengæld en fucking fest i ventelokalet. Hun styrtede rundt og charmede folk, var ved at vælte folks kaffe og smitte andre småbørn med øjenbetændelse. Jeg styrtede rundt og prøvede på at stoppe hende i de ting, uden at  få hende til at græde (for jeg kunne seriøst ikke magte en kombineret vente OG tudesituation). 1,5 time EFTER vores tid, blev vi kaldt ind “læger skal jo også have frokost”. Det skal de da, det skal de da.. Men kan I så ikke lade vær’ med at give folk en tid midt i frokostpausen? Det kunne være meget rart. Og hvor lang tid skal de lige spise? Os andre kaster maden i hovedet på max 30 minutter.. Men okay!

Lægen kiggede på hende og sagde “ja, hun skal have nogen øjendråber”. No shit? Det var jo ligesom også det jeg bad om i telefonen.. Men super. Afsted til det nærmeste apotek, som var lukket. Så måtte Rasmus skynde sig afsted med en bus, for lige præcis at nå hen til et andet apotek inden det også lukkede.

Så nu sidder vi her. Med et rasende barn, som HADER os fordi hun skal have øjendråber og have vasket øjne. I morgen skal der vaskes tøj og sengetøj så vi ikke smitter os selv igen, og så skal vi ellers dryppe videre. Liv og glade dage. “Endelig weekend” min bare røv.

Munddiarreen får aldrig en ende, tilsyneladende. Ulla bliver ved med at kæfte op, og jeg bliver mere og mere træt.

Det er sundt for hende at græde, hun falder i søvn igen.  Nej Ulla. Mit barn er kun 4 måneder og har ikke en lille ting der hedder objektpermanens, hvilket betyder at når hun ikke kan se mig, så er jeg væk for evigt. Hun forstår ikke at mor er ude bag den lukkede dør. Jeg kan ikke se mor = mor har forladt mig. Så nej, det er ikke sundt for mit barn at græde. Hun skal have tryghed, nærvær og kærlighed når hun græder og er ked af det.

Jeg lod mine børn græde sig i søvn, og de har altså aldrig taget skade. Okay Ulla. Hvad skal jeg bruge den information til? Jeg vil skide på om du lod dine børn cykle uden cykelhjelm, græde sig selv i søvn, spise store vinduer selv, lod dem slubre honning i et væk, sidde i hoppegynge en helt dag eller noget helt fucking andet. JEG kommer ikke til at gøre det, og hvis du vil tage det som en kritik af din forælderstil, så gør du bare det, det kan jeg simpelthen ikke tage mig af. Vi gør alle hvad vi selv tænker er bedst for vores børn, så vil du ikke godt lukke arret. You do you, and please let me do me. No pun intended.

Det er altså meget bedre for deres små numser at bruge stofbleer, engangsbleerne er SÅ dårlige for deres hud og for miljøet.  Jamen søde Ulla, du skal da være velkommen til at være vores personlige vaskekone og skiftekone. Fedt at du lige tager den opgave på dig! Nå ikke? Nej men så skal du blande dig FULDSTÆNDIGT ude af min babys numse. Pas din egen. Jeg har hverken tid, overskud eller interesse i at gøre “genbrugsbleer” rene. Lad mig nu bare smide penge efter libero hvis det er det jeg vil. Jeg lover at min datters numse ikke lider overlast.

I forbindelse med at jeg (og Rasmus) nu har formået at holde os selv, og Brokamøben i live i næsten et år, har jeg reflekteret over den første tid af min kommende livslange karriere som mor. Jeg har skrevet 10 bud man med fordel (og med god samvittighed) kan følge, som virkelig vil gavne en, holde ens psyke nogenlunde i balance, gøre en til en bedre mor og hjælpe en med at holde fast i den person man var inden man blev mor.

Jeg tænker at jeg vil dele et bud adgangen, og skrive en lille  forklaring til hvert bud. Det skal lige siges at jeg indtil nu ikke selv har været lige god til at følge ALLE budene, men jeg er selvkritisk og reflekterende nok til at indrømme at jeg ville have godt af at gøre det fremover.

Mor bud nr. 1: “Drik rødvin og se serier”.
I det første lange stykke tid af min barsel var jeg 100%, hele tiden, både når jeg sov og når jeg var vågen. Det tror jeg er en helt naturlig ting, især for førstegangsmødre. Jeg kunne simpelthen ikke fokusere på andet end min baby, og når hun sov, så skulle der ordnes en masse praktiske ting i forbindelse med baby; jeg skulle drikke ammete, jeg skulle malke ud, jeg skulle skolde sutter, skolde sutteflasker, vaske hendes tøj, kigge på hende imens hun sov, spise en masse mad så jeg kunne holde min mælkeproduktion i gang, kigge lidt mere på hende imens hun sov osv. osv. Jeg tog aldrig en pause fra babys behov, heller ikke når hun sov og reelt set ikke havde nogle behov at stille udover faktisk at sove, hvilket resulterede i at jeg ikke havde fokus på mine egne; det der med at gå på toilettet og spise når man var sulten, det var ikke rigtigt noget jeg gjorde mig så meget i.

Jeg er blevet bedre til det nu, thank god. Rasmus og jeg har indført en fast dag om ugen, hvor vi drikker et glas rødvin og ser serier, efter at Brokamøben er blevet puttet. Selvom det ikke er voldsomt meget tid vi reelt bruger på det, så giver det mig et kæmpe pusterum, og det tvinger min hjerne til at lukke røven med alle de ting jeg “skal nå”. Det giver os samvær som par og som kærester (og ikke bare som mor og far). Det er skide lækkert, og jeg vil seriøst anbefale ALLE forældre, om de er i et parforhold eller verdens sejeste aleneforældre, at gøre det. Det er så tiltrængt med en pause, og det er nemt at forholde sig til en fast dag hvor det er planlagt. Når det er sat i skema, så betyder det at jeg prioriterer det, og det er så vigtigt.

Hvis jeg havde vidst hvor vigtigt det var, så ville jeg nok have indført det noget før, for det er så dejligt, også bare at have andre ting at tale om, end kun lortebleer, mængde af madindtag, hvor stor hun bliver og alle de andre emner der optager søvnberøvede, røvforelskede-i-eget-afkom, førstegangsforældre. GØR DET! I vil ikke fortryde det.

Hip Hurra, det er snart min fødselsdag. Der er en måned til at jeg fylder 28 år, fucking. Kun 2 år til the dirty 30. Jeg er i god tid med min ønskeliste i år, og det ligner mig ellers ikke, men det er nok fordi jeg i det seneste års tiden har brugt alle mine håndører på den lille Brokamøbe, så jeg har ikke rigtigt forkælet mig selv i lang tid. Jeg kan egentlig overhovedet ikke huske hvornår jeg købte nyt tøj f.eks. Jeg tror at mit seneste køb til mig selv har været nye løbesko, hvilket var både dyrt og nødvendigt (hvis jeg altid ikke havde lyst til at leve resten af livet med en smertefuld knæskade that is). Så nu er det igen den tid på året, hvor de mennesker jeg elsker, begynder at forlange at jeg udleverer en liste med ønsker som ikke involverer verdensfred, enden på klimaets død, eller et ønske om at tabe 20 kg uden at røre en finger. Hvis man er en af de søde mennesker som pønser på at købe mig en gave, så kan man jo samtidigt tage at købe den via et af nedenstående links, for så tjener jeg også en lille håndøre på et salg via min blog (og bare rolig, jeg kan ikke se hvad der er købt, kun at der er nogen der har shoppet via et link på min blog).

1. Garmin Vivomove HR Sport, i Sort/Rosaguld

2. Mineralfoundation fra Nilens Jord i farven Ivory

3. Billetter til showet “TYPISK JONATAN SPANG”

4. Menstruationskop fra OrganiCup

5. Flydende Eyeliner fra Nilens Jord i sort

6. Hårolie fra Moroccanoil

7. HH Simonsen “The Shine Brush”

8. Dolce&Gabbana parfume, Pour Femme

9. Gavekort til undertøj

10. Penge til frisør og eyelash-extensions

Det er hårdt at være working mom lige for tiden Brokamøben sover ELENDIGT om natten, hvilket betyder at jeg måske får max 4-5 timers søvn hver nat. Vi er nået til et punkt hvor jeg ikke engang kan falde i søvn igen når hun har været oppe, fordi jeg ved at jeg skal op igen lige om lidt. Det fucker mig fuldstændigt op, og dræner mig helt og aldeles for energi. Plus, vi skal op omkring kl 6 om morgnen, fordi jeg skal på arbejde, Rasmus skal på studiet og Brokamøben skal i vuggeren. Det går overraskende nok godt på jobbet, hvilket er et mirakel, som jeg kan give kaffe, sukker og energidrikke æren for. Men jeg kan mærke at jeg ikke kan overskue andet end de ting som andre forventer af mig = at være mor, og at gå på arbejde. Jeg får ikke gjort nogle som helst af de ting som jeg ellers gerne vil; træne, være en god kæreste, lave sund og lækker mad, løbe turer, gøre rent, skrive meget mere på bloggen, være social med dem jeg holder af.

Jeg vidste godt at det der med at undvære søvn ville være det hårdeste ved at blive mor, men jeg havde nok forventet at det ville være værst i starten. Jeg har nok haft en eller anden naiv idé om at børn begynder at sove igennem når de begynder at få almindelig menneskemad. Det er bare ikke tilfældet herhjemme. Egentlig kan jeg også sagtens leve med at hun f.eks vågner 2 gange og vil have en flaske eller en sut, men lige for tiden er det enten hver 1-2 time, ellers har hun lige en vågenperiode om natten på flere timer.

Jeg kan ikke holde til det. Jeg er drænet, jeg er grådlabil og min krop er begyndt at reagere på det – min menstruation er blevet uregelmæssig, jeg mærker en konstant sitren i min krop, og jeg kan ikke huske en skid. min fordøjelse er også helt fucked. Det er seriøst ikke holdbart i længden. Ind imellem tager jeg en nat på sofaen, for at få en hel nats søvn, og det gør at jeg lige akkurat kan fungere, mens jeg messer indeni mit hovede “det er en fase, det er en fase, det er en fase”. Det føles bare som en fucking lang fase nu. Og det kan godt være at det slet ikke er så lang tid som det føles som, men der er sgu en grund til at søvnløshed også er en torturform. Egentlig tror jeg bare lige at jeg vil sige at jeg er fucking ked af at jeg på ingen måde er nærværende i mine relationer lige for tiden, men jeg har simpelthen brug for at trække stikket lidt, for at kunne hænge sammen og passe de vigtigste ting; mit barn og mit job.

Er jeg den eneste der har det sådan her, eller er der andre hvis børn er nogle seriøse søvntyve lige for tiden? For selvom jeg ikke ønsker den her form for tortur for min værste fjende, så er det bare nogle gange alligevel meget rart at vide at der er nogle der kan sætte sig ind i hvordan man har det.