Skamfuld søndag #1 – Jaloux på mødre med nemme børn

 

Vi ligger hårdt ud. Jeg er sådan rimelig nyudklækket mor, eller det vil sige, at jeg har et lille års erfaring med livet som mor. Jeg føler mig sgu stadig ny i gamet, og til tider jævnt utilstrækkelig. Det hjælper heller ikke på det, at jeg ynder at færdes på de sociale medier, og jeg kan godt lide mange af “de pæne” profiler. Det er ikke på dem man kan spejle sig, let me tell you that. Når der er noget galt så er det allerhøjest at lille Mynthe-Klara-Gertrud har lavet en stor lort. Eller at hun er stået op kl 6:30 om morgnen. Det er IKKE sådan det er for mig at være mor.

Og det er ikke kun på de sociale medier man støder på de “nemme” børn. Der er også en god håndfuld i både mødregruppen, og i diverse andre omgangskredse. Jeg sidder her, med hvad man kan kategorisere som et jævnt krævende barn. Jeg elsker hende, så fucking højt, og jeg ville ikke ændre hende for noget i verden. MEN.. Indtil videre har vi været igennem en del fucking lort og lagkage, og det var ærlig talt ikke helt det jeg havde forestillet mig, at min barselshverdag skulle indeholde. I hvert fald ikke i så høj grad.

Til dem der ikke kender mig i forvejen, og som ikke kender Brokamøben, kan jeg fortælle at hun er et vanvittigt nysgerrigt og utålmodigt barn. Det har hun været næsten fra day one. Det har derfor stillet nogle ret store krav til undertegnede, og hendes far. At sidde stille er ikke ligefrem noget hun har haft interesse i. Ting skulle(skal) ses, og verden skal udforskes. Det er nogle skide gode egenskaber at have, og vi gør hvad vi kan for at fremme dem, men hold nu kæft hvor er det hårdt HELE tiden at skulle være på, på den måde.

Oven i hatten har hun også haft kolik fra hun var omkring 3 uger indtil hun hun var ca. 4 måneder. Midt i al kolikken, besluttede hun sig for at mine bryster ikke var passende føde, og at mælken ikke kom hurtigt nok, så hun nægtede at spise. Hun var en lille pige, så hun skulle helst ikke falde i hendes vægtkurve heller. Det der med at sove, det er hun heller ikke så enig i, er en nødvendighed, så det betyder at jeg i skrivende stund stadigvæk er oppe med hende imellem 3 og 5 gange hver nat.

Da det blev tid til at lære at spise rigtig mad, var hun ikke begejstret. Hun ville basicly hverken have mælk eller almindelig mad. Så bliver man altså ret fucking presset som mor, og samtidig med at man desperat prøver på at få noget i ungen, så bliver man nødt til at tage det roligt, og ikke tvinge hende, fordi hun gerne skulle opbygge et sundt forhold til mad.

Indtil videre har hun 7 tænder, og hver eneste tand har været et reelt smertehelvede for hende. Det har betydet, at hver gang der var tandfrembrud, så var der en periode på i hvert fald en god uges tid, hvor hendes søvn blev endnu dårligere, og hendes appetit blev endnu mindre.

Men hvad er så det skamfulde i alt det? Det lyder hårdt, men hvad skammer jeg mig over? Jeg skammer mig over, at jeg kan have virkelig svært ved at rumme det. Jeg skammer mig over, at jeg kan blive pisse irriteret over at hun vil aktiveres non-stop, i alle hendes vågne timer. Jeg skammer mig over at jeg bliver irriteret på hende når hun igen, for 4 gang vågner om natten, og enten vil have mad, en sut eller bare en betryggendehånd på sig. Jeg skammer mig over, at jeg bliver jaloux på de kvinder jeg ses med, hvis baby gerne vil sidde på skødet og observere verden, imens mor hygger sig med kaffeslabberas, når jeg samtidigt pisser rundt, ikke får en bid eller tår indenbords, for at forhindre at min datter begynder at brokke sig hysterisk af kedsomhed.

Jeg skammer mig over at være så pisse irriteret over at deres baby sover igennem, at deres baby spiser alt hvad der bliver serveret, at deres baby aldrig græder. Jeg skammer over at jeg er så bittert et menneske, for reelt set så under jeg dem jo det hele, men jeg under bare mig selv det endnu mere. Jeg skammer mig over at være jaloux, når jeg jo reelt set ikke vil bytte, for jeg har jo fået den bedste baby af dem alle.

Jeg er bare så gennemsyret af træthed og udmattelse, og det får mig til at føle mig så forkert, og som en dårlig mor. Det skammer jeg mig SÅ meget over.