Skamfuld søndag #2 – Om at være sådan en pige, som man er utro

For mange år siden, efterhånden, var jeg kærester med en fyr. For at sige det mildt, så endte forholdet ikke godt. Jeg fandt ud af at han havde været mig utro, og ikke bare med én, men med flere forskellige, også med piger som jeg kendte. Det var ydmygende, sårende og pisse fucking ubehageligt. Det tog mig ikke lang tid før jeg var følelsesmæssigt over min ekskæreste. Det var intet afsavn eller knust hjerte som sådan, alt det jeg havde for ham, det forsvandt da jeg opdagede hvordan situationen stod til. Til gengæld forsvandt den der følelse af at være blevet ydmyget, brugt og afvist ikke. Det prikkede til min evige følelse af ikke at være god nok, smuk nok, og ikke at slå til.

Han var ikke den første kæreste der var mig utro, han var heller ikke den sidste. Og helt ærligt ikk, så sidder de følelser der så dybt i mig, at jeg har fået sådan en idé om, at jeg nok bare er sådan en kvinde som mænd er utro. Eller at jeg er sådan en kvinde der har (haft!) så exceptionelt elendig dømmekræft, at jeg bare vælger idioter. Jeg ved ikke helt hvad der er værst, om det er fordi jeg ikke kan finde ud af at læse mennesker, eller om jeg er sådan en der skubber dem ud i utroskab.

Sådan HELT rationelt set, så ved jeg jo godt, at utroskab ikke er løsningen hvis et forhold ikke går godt, så uanset hvad så burde ovenstående røvhuller fandeme havde droppet mig inden de valgte at knalde til højre og venstre. Og jeg burde have droppet dem så snart at forholdet begyndte at gå i en retning der ikke føltes rar nede i min mave. Men helt ærligt, så skammer jeg mig sgu stadigvæk. Jeg kan huske at når folk spurgte mig hvorfor mig og min eks var gået fra hinanden, så smertede hele min krop af følelsen af skam over at skulle indrømme at han var mig utro. Jeg fandt også løbende ud af, at der var MANGE jeg kendte, som godt var klar over hvad han rendte og lavede, men der var ingen af dem der syntes at det var noget de burde informere mig om. Jeg skammede mig så meget over at have været så dum, og ikke at have set det. Jeg skammer mig over at jeg ikke lyttede til min mave da den fortalte mig at alt ikke var som det skal være.

Egentlig har jeg altid været en person der virkelig KÆMPER for ting. Det gælder også forhold. Når det gik dårligt så kæmpede jeg. Sådan har det altid været, og sådan vil det nok også altid være. Det er en egenskab jeg godt kan lide ved mig selv, men det handler i den grad om at finde en balance, for det er ikke kun en gang jeg har kæmpet og kæmpet, og er kommet så langt ud at jeg ikke kunne kende mig selv længere bag kompromisser og fokus på behov som ikke var mine. Jeg har dog lært at sige stop. Til sidst. Men det er først når jeg er nået derud hvor jeg ikke længere helt ved hvem jeg selv er, at jeg virkelig fatter at NU skal jeg væk. Det synes jeg er skræmmende.

Og hey, det tragikomiske ved hele der her er, at den skam jeg føler over at nogen har været mig utro, den er jeg 100% sikker på at de personer der har været mig utro IKKE føler. Hvor fucked up er det ikke lige. Jeg bærer rundt på den her skam, over noget som  en anden person har gjort imod mig, og vedkommende der har gjort det har ingen skrupler over at have behandlet mig så elendigt at jeg har fået grundliggende tillid og selvværd ødelagt i en sådan grad at det har taget år at nå til et sted hvor jeg ind imellem kan have det okay med mig selv. What is life.