Lort som folk siger, når man er blevet mor #1

Min vægt / mit værd

Jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg elsker mig selv som jeg er. Det har jeg aldrig gjort, og det kommer jeg heller aldrig til, tror jeg. Jeg sidder her, og følger ivrigt og heppende med i elsk-dig-selv -bølgen og jeg synes det er så fucking fedt et koncept, jeg synes bare det er sygt svært at overføre til en selv.

Lige nu, der vil jeg skide gerne tabe mig, omkring 5(10) kg mere. Jeg synes at min fedtprocent er for høj i forhold til hvad jeg føler mig bedst tilpas i. Reelt set har jeg nok ikke en målvægt, men mere en målfølelse. Det er f.eks.en rar følelse jeg får når mit tøj sidder på en bestemt måde. Omvendt har jeg helt klart en vægt jeg ikke må komme over før jeg HADER min krop. Hvilket er sygt åndssvagt, for jeg ved udemærket godt at det ikke handler om kg. Lige nu vejer jeg f.eks. mindre end jeg gjorde før jeg blev gravid, men jeg havde en langt flottere krop da jeg vejede lidt mere inden Brokamøben begyndte at vokse i min mave. Det havde helt klart noget med min muskelmasse at gøre. Så på den måde ved jeg godt at tallet på vægten ikke betyder en skid, men det ændrer ikke på mit min hjerne er programmeret til at smile når jeg ser at tallet på vægten bliver mindre og mindre.

Hold nu kæft hvor synes jeg at det er problematisk og skræmmende at mit selvværd er så styret af den fucking vægt/størrelse. Og selvom jeg før har påstået at jeg altså vil tabe mig fordi JEG synes min krop er pænere når den er mindre, så er jeg helt klart blevet bedst om hvordan samfundets kropidealer har påvirket mit syns på min krop og mit værd. Selvom at kropsidealet  bliver udfordret i disse dage, så var der sgu ikke mange spørgsmålstegn ved hvorvidt det var et passende kropsideal der blev promoveret da jeg var en teenager der sugede alt til mig, uden at stille spørgsmålstegn ved sundhed eller at have et fokus på at mennesker kan være bygget forskelligt. Jeg havde (og har) en idé om at mine ben skal se ud på en bestemt måde – det er bare noget lort at jeg så kun er 163cm høj, og derfor heller aldrig kan få lange ben. Deroveni har er jeg beriget med store lægmuskler, og de vil altid være der, uanset hvor lav min fedtprocent er. Det er jeg blevet klar over som voksen, men det er stadig så dybt indlejret i mig at ben skal se ud på en bestemt måde, at jeg virkelig hader at vise ben. Hvad fanden sker der for det?

Jeg har det er idéal inde i mit hovede, omkring hvordan jeg bør se ud. Jeg har accepteret at jeg har brede hofter, og derfor aldrig kommer til at få en smal mås. Så langt er jeg dog nået. Jeg har jo fortalt lidt om mit forhold til mine bryster, så det vil jeg ikke kede folk med igen. Jeg har det egentligt allerbedst med at have tøj på hvor man ikke kan se mine overarme, og hvis der er for varmt til det, og jeg eventuelt er i en sammenhæng hvor der skal tages et billede, så SKAL jeg holde mine arme på en bestemt måde for ikke at føle at mine arme ser klamme og fede ud. Min mave har fået en delle efter jeg har født, og det har det det mildest talt ekstremt stramt med.

Jeg ved at jeg får det bedre med nogle ting når jeg vejer mindre, og at jeg bedre kan lide mig selv, ikke kun mit udseende men også mig, som menneske. Hvad fanden sker der for det? Hvorfor betyder det ydre SÅ meget for mig, at jeg seriøst føler mig som et bedre menneske når jeg taber mig. Jeg er jo ikke et bedre menneske, jeg er præcis den samme, i en mindre indpakning. Til gengæld kan jeg passe en størrelse small i tøj. Hvorfor er det bedre end at passe en størrelse medium (eller, large, xxl, xxxl eller fucking xxxxxxl)?! Jeg dømmer ikke mine veninder som jeg dømmer mig selv. Jeg synes ikke at de er mere værd hvis de vejer under 70kg end hvis de vejer over. Reelt set vil jeg skide på deres vægt og udseende, med mindre de virkelig selv er kede af det. De er vidunderlige og smukke som de er, og guld værd uanset hvordan de ser ud. Så hvorfor kan jeg ikke overføre det til mig selv?

Inden jeg blev gravid gav min kæreste mig et gavekort til at springe bungee jump. Flere måneder derop til trænede jeg hårdt og spiste et bestemt antal kalorier dagligt, fordi det mest skræmmende for mig ved den oplevelse var, at man skulle oplyse sin vægt, så man fik den rette elastik at springe med. Normalt ville jeg nok have løget et par kg fra vægten, havde været hvemsomhelst anden der havde spurgt mig om hvad jeg vejede, men det var jo ikke ligefrem den smarteste idé overfor nogen der har ens liv i hænderne. Så jeg måtte jo tabe mig. Og de ville jo skide på min vægt. Men inde i mit hovede var det simpelthen så ekstremt grænseoverskridende at skrive min vægt ned på et stykke papir. Hvad sker der for at det at springe fra 70 meters højde i et stykke elastik som eneste sikkerhed, var mindre skræmmende, end at skrive min vægt ned på et ligegyldigt stykke papir.

Elsk-dig-selv-bølgen er SÅ nødvendig for så mange mennesker, men jeg må indrømme at jeg synes det er så svært at føre ud i praksis.

2 kommentarer

  • lotte

    TAK for dette indlæg! det er så pisse vigtigt. Jeg tror der sidder enormt mange derude (inklusiv mig selv) der har det på præcis samme måde. Jeg hader hvor meget det udseende skal fylde, og ville virkelig ønske jeg kunne være røv lige glad om jeg vejer +/-20 kg.
    Så du er i hvert fald ikke alene <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anne Røntved Jeppesen

      Det er både rart og trist at vide at jeg ikke er den eneste der har det sådan. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lort som folk siger, når man er blevet mor #1