Det bedste råd man kan få er det råd man selv beder om

Generelt er det jo pisse fucking dejligt, at folk er ivrige efter at hjælpe en og give en råd. Men når man står som førstegangsmor til en lille purk som oveni købet har kolik, så er det lidt som om at man drukner i folks “råd” og “velmenende” kommentarer. Jeg er jo kommet med eksempler på diverse kommentarer og råd som jeg har fået i dette og dette indlæg. Det er selvfølgelig slet ikke alle råd og kommentarer der er i den kaliber, men ikke desto mindre, så bliver rådene nok ikke modtaget efter hensigten, hvis man ikke selv har bedt om dem.

Det er ikke alle rådene, kommentarerne (eller menneskerne der kommer med dem), der er belastende, fordi ret ofte kommer de jo af ren kærlighed eller bekymring. I hvert fald hvis det er fra de mennesker man er tætte med. Men bare fordi man godt ved at de kommer af ren omsorg, så kan de virkelig stadigvæk give en hormonel, nybagt mor med søvnmangel, en kæmpe følelse af at de ikke slår til, eller gør det godt nok. Ja, måske burde de nybagte mødre gro lidt hård hud og stoppe med at være så nærtagende så, men det er helt klart nemmere for de tætte relationer at holde igen med rådene, end det er for en kvinde (der ikke har sovet i et år), at holde selvværdet og selvtilliden oppe og tårerne tilbage.

Nogle gange når man er ked af det og overvældet, og man giver udtryk for det, så betyder det altså ikke at dem man fortæller det til på magisk vis skal fikse ens problemer. Man har måske bare brug for at folk anerkender at man har det hårdt, måske har man bare brug for at sige det højt, og måske har man bare brug for et kram. Et godt råd fra mig, til ALLE der har veninder, kolleger eller pårørende der er nybagte forældre, er simpelthen kun at give et råd hvis de selv spørger efter det. Hvis du er i tvivl om om det har brug for et råd efter at de har fortalt dig om en given hård situation derhjemme, så kan du eventuelt sige til dem at de må sige til hvis de har brug for et råd. Hvis de har brug for et råd så siger de ja tak, hvis de ikke har det, så siger de at det skal de nok huske. På den måde kan man undgå at jokke i spinaten, men samtidigt vise at man er der for at hjælpe.