Søvnløsheden stjæler mit liv

Det er hårdt at være working mom lige for tiden Brokamøben sover ELENDIGT om natten, hvilket betyder at jeg måske får max 4-5 timers søvn hver nat. Vi er nået til et punkt hvor jeg ikke engang kan falde i søvn igen når hun har været oppe, fordi jeg ved at jeg skal op igen lige om lidt. Det fucker mig fuldstændigt op, og dræner mig helt og aldeles for energi. Plus, vi skal op omkring kl 6 om morgnen, fordi jeg skal på arbejde, Rasmus skal på studiet og Brokamøben skal i vuggeren. Det går overraskende nok godt på jobbet, hvilket er et mirakel, som jeg kan give kaffe, sukker og energidrikke æren for. Men jeg kan mærke at jeg ikke kan overskue andet end de ting som andre forventer af mig = at være mor, og at gå på arbejde. Jeg får ikke gjort nogle som helst af de ting som jeg ellers gerne vil; træne, være en god kæreste, lave sund og lækker mad, løbe turer, gøre rent, skrive meget mere på bloggen, være social med dem jeg holder af.

Jeg vidste godt at det der med at undvære søvn ville være det hårdeste ved at blive mor, men jeg havde nok forventet at det ville være værst i starten. Jeg har nok haft en eller anden naiv idé om at børn begynder at sove igennem når de begynder at få almindelig menneskemad. Det er bare ikke tilfældet herhjemme. Egentlig kan jeg også sagtens leve med at hun f.eks vågner 2 gange og vil have en flaske eller en sut, men lige for tiden er det enten hver 1-2 time, ellers har hun lige en vågenperiode om natten på flere timer.

Jeg kan ikke holde til det. Jeg er drænet, jeg er grådlabil og min krop er begyndt at reagere på det – min menstruation er blevet uregelmæssig, jeg mærker en konstant sitren i min krop, og jeg kan ikke huske en skid. min fordøjelse er også helt fucked. Det er seriøst ikke holdbart i længden. Ind imellem tager jeg en nat på sofaen, for at få en hel nats søvn, og det gør at jeg lige akkurat kan fungere, mens jeg messer indeni mit hovede “det er en fase, det er en fase, det er en fase”. Det føles bare som en fucking lang fase nu. Og det kan godt være at det slet ikke er så lang tid som det føles som, men der er sgu en grund til at søvnløshed også er en torturform. Egentlig tror jeg bare lige at jeg vil sige at jeg er fucking ked af at jeg på ingen måde er nærværende i mine relationer lige for tiden, men jeg har simpelthen brug for at trække stikket lidt, for at kunne hænge sammen og passe de vigtigste ting; mit barn og mit job.

Er jeg den eneste der har det sådan her, eller er der andre hvis børn er nogle seriøse søvntyve lige for tiden? For selvom jeg ikke ønsker den her form for tortur for min værste fjende, så er det bare nogle gange alligevel meget rart at vide at der er nogle der kan sætte sig ind i hvordan man har det.