Hold nu kæft hvor er der mange mennesker der synes at det er helt okay at have en holdning til om jeg skal have flere børn. Jeg tror virkelig at jeg, uden at lyve, kan sige at jeg er blevet spurgt mindst 50 gange om hvornår vi så går i gang med baby nummer 2. Jeg bliver så træt altså. For det første så vil jeg slet ikke have baby nummer 2, sådan som tingene ser ud lige nu. Det begynder så småt at blive lettere at være mor i takt med at Brokamøben bliver ældre. Kærligheden vokser og vokser, og ja, det er helt fantastisk. Men det har været et motherfucking hårdt år. Jeg synes ikke det var fedt at være gravid, og jeg ved helt seriøst ikke om jeg ville kunne holde til at få et barn mere. Jeg fortryder på ingen måde at jeg er blevet mor, det er det største jeg har oplevet, men jeg ved ikke om jeg ville kunne holde til at gå det hele igennem én gang til. Især fordi Cleo jo stadig vil være der, og have en masse behov og krav. Jeg ved ikke hvordan jeg skulle kunne give Cleo alt det hun har brug for, samtidigt med at jeg kan gøre de ting jeg selv vil, og have et godt og stærkt parforhold – OG have en baby. Det kan selvfølgelig godt være at det ændrer sig med tiden, men lige nu synes jeg ikke at det lyder attraktivt at skulle have 2 små børn. Jeg prioriterer mig selv, mit parforhold og det barn jeg allerede har.

Når jeg siger det til folk, selvom det jo reelt set ikke rager den en fucking skid, så bliver jeg tit mødt med “det er synd at være enebarn” eller “man har godt af at have søskende”. Og ja, det kan sgu godt være. Men jeg tænker umiddelbart at det er mere synd at have en mor der ikke kan rumme dem, eller forældre der går fra hinanden fordi det har været umuligt at prioritere at have et godt parforhold. Og hvad med mig egentligt? Må jeg ikke længere have lov til at vælge eller fravælge ting for min egen skyld, nu hvor jeg er blevet mor? SKAL man absolut have et kuld af børn, hvis man beslutter sig for at få ét? Hvad med mig? Må jeg ikke prioritere mig og de ting i mit liv jeg elsker?

Helt generelt er jeg fuldstændigt paf over hvordan folk kan synes at det er helt fucking okay at fortælle mig hvad jeg skal og hvad jeg ikke skal med mit liv. Hvornår er det blevet okay? Hvorfor er det acceptabelt?! Jeg bliver så rasende over at skulle retfærdiggøre mine valg for folk – både overfor folk jeg er tæt med, men også folk som jeg kun taler sjældent med i arbejdsrelationer eller folk jeg måske hilser på et par gange om året. Lev for fanden jeres eget liv, og bland jer fuldstændigt udenom hvad der sker/skal ske i mit underliv.

Dengang jeg ikke havde fået Cleo eller var gravid, var det desuden den samme type mennesker der synes at det var helt okay at tale om, om man ikke snart skulle til at have børn, fordi man jo ikke blev ved med at være ung og fertil. Hvad nu hvis jeg ikke kunne få børn? Hvad nu hvis jeg ikke ville have børn? Hvad nu hvis der ikke var nogen der ville have børn med mig? Var jeg så bare diskvalificeret som kvinde og som menneske?! Jeg ved godt at de kommentarer KAN komme et kærligt sted fra, fordi folk holder af en og fordi de ville elske ens baby. Men det gør det ikke rigtigt mere okay. Der er ingen der har brug for at skamme sig, uanset om det er et valg eller eller et vilkår at man ikke får (flere) børn. Jeg er sgu også selv kommet til det før i tiden, men heldigvis er jeg blevet ældre og klogere, og nu skælder jeg ud.

Som jeg før har nævnt, så havde Brokamøben kolik de første 4 måneders tid af hendes liv. Det er sygt hårdt at være førstegangsforældre i forvejen, og når man så lige smider kolik ind i ligningen, så kan de fleste regne ud at det godt kan være opskriften på en pænt frustreret og magtesløs mor. Heldigvis var Brokamøben ikke en af dem der græd i alle vågne timer, men hun havde 3-4 timer fra klokken 17.30ish og frem, hvor hun brændte helt sammen og skreg og skreg og skreg. Til at starte med troede vi at hun var overstimuleret, og at det var de daglige indtryk der var for voldsomme for hende. Dog var der ingen forskel på de dage hvor vi intet havde foretaget os, og de dage hvor vi havde været på farten/haft besøg/ været på besøg osv. Så var jeg bange for at hun havde ondt i ryggen eller lignende, hvilket resulterede i kiropraktorbesøg, lægebesøg, zoneteapi, massage mm. Så troede jeg at hun fik for lidt at spise. Vi gik igennem en massiv liste af mulige årsager og måtte simpelthen lave en slavisk udelukkelsesmetode, som til sidst resulterede i lægens dom; kolik. Av. Det var både dejligt og forfærdeligt at få diagnosen – dejligt, fordi så var det ikke mig/os der gjorde noget forkert eller fejlede som forælder. Forfærdeligt, fordi at der derfor ikke var andet at gøre end at vente på at det gik over. Det er seriøst hårdt at vide at der reelt ikke er en skid man kan gøre for at afhjælpe gråden og skrigeriet. Intet man kunne gøre for at hjælpe sit ulykkelige barn. Nu er vi heldigvis ovre den periode, men jeg kan stadigvæk få ondt helt nede i maven når jeg ser gamle videoer hvor hun er helt opløst.

Det er ca hvert 10 barn der får kolik, hvilket også betyder at der er mange førstegangsforældre (og fleregangsforældre for den sags skyld) der står i samme situation som vi stod i, og derfor tænkte jeg at jeg ville lave en liste over gode råd til hvordan man kommer igennem/overlever tiden med kolik, for selvom at 4 måneder ikke lyder af meget, så føles det som en evighed når man står i det. Så her har I mine råd til forældre med kolikbørn:

1. Sørg for at komme ud. Jeg var så bange for at genere andre folk med min ulykkelige baby, hvilket betød at jeg ikke tog hende med ud ret meget. Jeg fik koldsved over at skulle en tur i mødregruppe, og var rædselsslagen for at have hende med på café, fordi jeg var så bange for at hun ville få et skrigeanfald som jeg ikke kunne stoppe igen. Jeg var bange for at folk ville synes at mit højtelskede afkom var en lorteunge, og jeg var så bange for at de ville stemple mig som en lortemor der ikke engang kunne finde ud af at trøste sit barn. Jeg begrænsede mig selv helt vildt, hvilket var dumt, fordi for det første så er de fleste mennesker skide søde og forstående. For det andet var det rigtigt rart at lave noget i løbet af dagen og ikke bare gå og vente på at de 4 timers kolikhelvede går i gang. For det tredje så var det så stort at få succesoplevelser når man var ude. Realitet var, at jo mere jeg kom ud med hende, jo mindre farligt blev det.

2. Køb en slyngevugge. Når Brokamøben skreg så ville hun allerhest være i ens arm imens hun blev vugget og gynget. Det får man pænt lange arme af efter flere timer, og man har også brug for at lægge det skrigende barn fra sig ind imellem, men det betød også at hun skruede op for volumen hvis man vovede at ligge hende i hendes seng et par minutter. Vi købte derfor denne slyngevugge, for at indgå en eller anden form for kompromis; barnet bliver vugget og man kan selv sidde ned og hvile armene. Det virkede fandeme. Hun elskede slyngevuggen, og vi fik lidt ro. Hun elskede den helt indtil at hun blev stor nok til at sætte sig op selv, hvorfor det blev for farligt at bruge den, men det var virkelig guld værd, også efter koliktiden. Jeg ville ønske at vi havde købt den tidligere.

3. Aflast hinanden. Jeg tør slet ikke tænke hvor hvordan enlige mødre med kolikbørn har det. Oh my god. Det er så hårdt. Det er så vigtigt at man ikke står alene med en skrigende unge. Man skal tage pauser, og man skal tvinge hinanden til at tage pauser. Man kan godt blive stædig når man står der med en skrigende baby, og have besluttet sig for at man nok selv skal klare den, men det gavner simplethen ingen. Man bliver selv drevet derud hvor man er rasende, føler sig magtesløs og som verdens dårligste forælder. Inden man når dertil SKAL man simplethen lade sin partner tage over, for ens baby  kan mærke ens frustration, og bliver endnu mere ulykkelig.

4. Kast penge efter problemet. Det her råd lyder måske mærkeligt, men jeg er SÅ glad for at jeg insisterede på at Brokamøben skulle til kiropraktor. Selvom der ikke var en skid galt med hende, så gav det mig SÅ god en følelse i maven at have undersøgt det, og udelukket at det var det der var i vejen. Jeg kunne slet ikke bære tanken om at måske var noget galt, som man så ikke fik undersøgt eller gjort noget ved fordi det var dyrt. Så selvom det reelt set var penge ud af vinduet, så var de penge godt givet ud for mig. Det gav mig en ro i maven.

5. Få jeres barn passet. Den her var svær, fordi jeg for det første ikke ville være til besvær, jeg vidste hvor drænende det var at hun græd og græd og græd, og det ville jeg ikke byde andre. For det andet havde jeg svært ved at rumme tanken om at min baby var ked af det uden jeg var der for hende. Men min mor insisterede på at hun godt kunne passe hende imens Rasmus og jeg tog på date, og det var så godt for os. Og det gik selvfølgelig fint, selvom jeg havde tankerne derhjemme meget af tiden. Det var godt og sundt at komme lidt ud, uden baby. Og min mor kunne rumme hende og også gråden – det gik desuden over al forventning.

6. Lav kæmpe portioner mad og frys det ned. Jeg er heldigvis en meget struktureret menneske, så jeg havde sørget for at fylde min fryser op med mad der var klar til at spise, inden jeg skulle føde – så vi havde både aftensmad, snacks, kage til barselsbesøg und alles. Der var mad til at vi ikke behøvede at lave mad i hvert fald den første måned, hvilket vi jo alligevel gjorde ind imellem, så maden rakte længe. Derefter lavede vi kæmpeportioner når vi nu alligevel var igang med at lave mad, som vi så frøs ned til senere. For hvis der er noget man ikke magter midt i et kolikanfald, så er det at lave sund og nærende mad. Det var virkelig guld værd at man bare kunne kyle noget i ovnen i 30 minutter og så var der mad. Eller smide noget i en gryde. Det vil jeg anbefale alle, om de har kolikbørn eller ej. Vi gør det desuden stadigvæk.

7. Acceptér dine negative følelser. Hold nu kæft hvor havde jeg dårlig samvittighed når jeg ikke følte at jeg kunne rumme min datters gråd. Jeg følte mig som verdens mest elendige mor fordi jeg ikke kunne få hende til at stoppe med at græde, og især fordi jeg blev så frustreret over hendes gråd. Men det er helt normalt at have det sådan og man er ikke en dårlig mor – situationen er bare ekstrem. Til gengæld er det vigtigt at tale om det, for ellers kan man hurtigt køre sig selv helt derud hvor man virkelig tror at man er verdens dårligste menneske og at man er helt forkert, og selvhad hjælper ikke på noget i sådan en situation, den gør det kun værre. Derfor; vær’ ærlig omkring hvordan du har det, også selvom det er grænseoverskridende at sige at det er noget lort at være mor lige i dag.

8. Forkæl dig selv. Gør ting der gør dig glad. Jeg var rigtigt glad for at ordne mit hår eller ligge make-up. Det gjorde at jeg følte mig lidt mere som mig selv, og en anelse mere selvsikker. Det var slet ikke hver dag jeg gad eller magtede at gøre noget ud af mig selv, men det var simpelthen så rart når jeg havde gjort det. Det kunne også være ting som at se et afsnit af min yndlingsserie eller at spise noget at mit yndlingsslik der gjorde mig glad. Det behøver ikke at være kæmpe store ting, men bare småting man kan glæde sig lidt over i hverdagen.

9. Sov! Især de første par måneder hvor ens krog virkelig restituerer efter fødsel og hvor alt er helt nyt, så er det så vigtigt at få sovet. Jeg var så smadret hele tiden, at jeg ofte gik i seng så snart Brokamøben sov. Jeg prøvede også at sove lure om dagen når hun sov, men det var ikke altid jeg var helt god til det. Jeg tror at jeg var brændt sammen hvis jeg ikke var gået tidligt i seng i den periode, for det dræner en så voldsomt for energi når ens barn er ulykkeligt, og for at kunne holde ud blev jeg nødt til at hvile mig. Hun sov(er) jo ikke super godt, og heller ikke igennem, så derfor var det også bare endnu mere nødvendigt at få det søvn man kunne.

10. Syng og spil musik for din baby. Rasmus var rigtig god til at synge for Brokamøben når hun var ked af det. Jeg var ikke ret godt til det, jeg glemte teksten og gik helt i stå, og min sangstemme er heller ikke ligefrem smuk eller beroligende. Til gengæld fandt jeg en ret genialt playliste på Spotify som vi stadig bruger når Brokamøben har svært ved at falde i søvn. Men prøv jer lidt frem, Brokamøben er glad for musik, især Coldplay, af en eller anden årsag.

11. Sig til dig selv “det er en fase”. Det her er både et rigtigt godt råd og et fucking lorteråd. Nogle gange kan det berolige en at vide at om 2 måneder er det ovre, eller om 3 timer er hun stoppet med at græde. Andre gange er det det værste lort i verden at få at vide, for det er så fuckign hårdt når man står midt i det og hvert minut føles som en time. Dog har jeg messet det for mig selv MANGE gange i løbet af min korte karriere som mor, og ikke kun i kolikperioden, men også når hun har haft tandfrembrud, når hun har haft hård mave, når hun har nægtet at sove, når hun har været skide sur mm. Som sagt, nogle gange er det et virkelig godt råd, andre gange kan man slet ikke bruge det til en skid.

Jeg synes efterhånden at jeg mange gange er stødt på holdninger som disse:
“Hvis du ikke kan få dit budskab ud uden at smide tøjet, så er dit budskab ikke stærkt nok”
“Kvinder behøver ikke at smide tøjet for at få en værdi”
“Hvorfor skal du seksualisere din pointe ved at ligge et billede op af dig selv i undertøj?”

Jeg kan egentligt godt sætte mig ind i hvor de kommer fra, fordi det jo netop kommer fra et godt sted; nemlig et sted hvor det er vigtigt at pointere at kvinder (og mennesker generelt) er mere end en krop, kan mere end at opfylde et behov, og ikke kun er til for mænd. Alt det er jeg jo totalt enig i, men jeg er også af den opfattelse at der er brug for eksponering af nøgne kroppe, af alle former og farver. Og gerne kroppe hvor der også er et budskab. Der ér nemlig brug for at kvindekroppen ikke seksualiseres bare fordi den er nøgen eller letpåklædt. Der er brug for at verden og samfundet forstår at man ikke er en ta’ selv-buffet bare fordi man kan se en vis mængde hud. Der er brug for at ens holdninger bliver taget alvorligt UANSET påklædning og mangel på samme. Og sådan noget ændrer sig ikke hvis man ikke står frem, nøgen sårbar, fuld af power og med skarpe pointer.

Derfor er det heller ikke ligefrem hjælpsomt for den feministiske sag at komme med sådanne udtalelser, da de er med til at holde fast i idéen at en kvindes værd, budskaber og holdninger falder i værdi hvis de er kombineret med en vis mængde hud. Feminisme er ikke kun for de tildækkede. Feminisme er til for alle og for alle udtryksformer, og derfor er det bare så vigtigt at vi ikke shamer folk for nøgenhed. Folk skal heller ikke shames for det modsatte.

Sådanne udtalelser er også med til at holde fast i opfattelsen at kvinders måde at klæde sig på og at opføre sig på er noget de gør for mænd, for mænd anerkendelse eller for at vække en form for lyst. Det er ikke nødvendigvis det der gør sig gældende. Det med påklædning er SÅ individuelt, og handler tid om et behov for at eksperimentere, for at lære sig selv at kende og for at have det sjovt. For at finde ud af hvem man er. Og idéen om at “hvem man er ” ikke bør tages alvorligt hvis man nu godt kan lide at have undertøj på, eller lårkorte kjoler, er så grundlæggende forkert og en af grundene til at victimblaming i voldtægtssammenhæng og diverse andre krænkelsesepisoder forekommer så hyppigt. Kroppen og specifikke kropsdele er kun seksuelle hvis vi gør dem til det, og det er SÅ vigtigt at vi kommer væk fra normen der hedder “Hun er nøgen så derfor repræsenterer hun sex”. Det er slet ikke nødvendigvis sådan det hænger sammen. Nøgenhed er ikke lige med sex, og hvordan skal vi få folk til at forstå det, hvis vi stopper med at eksponere den nøgne krop?

Udover alt det jeg har skrevet indtil nu, så er jeg også af den fulde overbevisning at det er sundt at blive eksponeret for menneskets krop. Det er vigtigt at se kroppe, se forskelligheder og lære at ens (nøgne)krop er noget andet end et værktøj til at mænd kan opnå seksuel nydelse. Det er vigtigt at have fokus på at man ikke skal føle sig forkert i sin krop eller føle sig mindre værd hvis man ikke ser ud på en bestemt måde. Der er intet der ændrer sig hvis man ikke kæmper for det, og jeg er overbevist om at en vigtig del af kampen for selvaccept handler om at man ikke føler sig som en ø. Det er vigtigt at man ved at man ikke er alene og at vi alle er både unikke og almindelige på vores helt egne måder. Eksponering af kroppe hjælper en til at føle sig mindre forkert i ens egen krop, fordi man kan genkende dele af sig selv hos andre, og også acceptere de ting som samfundet har været ivrig efter at udpege som “fejl”. Det er jo ikke en fejl at have appelsinhud når det er 80% af kvinder der har det; så er det bare en almindelig del af det at have en krop. Dét er vigtigt. Det er derfor også vigtigt at vi får MERE nøgenhed, men selvfølgelig fra flere forskellige typer kroppe, så det ikke kun er noget modeller har monopol på. Ikke at der er noget i vejen med modeller, det er bare vigtigt at vi får et bredere billede af hvordan kroppe ser ud. Derfor er det vigtigt at eksponere nøgenhed og kroppe på de sociale medier, for SoMe er et fantastisk værktøj i denne kamp.

1. Jeg HADER navler. Både min egen og alle andres. Jeg synes de er sygt klamme, og så føles det som om at der er nogen der rør en inde i kroppen, når de prikker en i navlen. Det er simpelthen så sygt klamt og ubehageligt. Da jeg var gravid opdagede jeg til min store skræk en brun plet i min navle, fordi ens navle jo på et tidspunkt begynder at poppe ud. Min konklusion var så at jeg måtte være beskidt, så jeg gik totalt amok med rengøring af navle i flere uger. Det vidste sig at være et modersmærke. Det er seriøst mange nær-bræksoplevelser jeg kunne have været foruden.

2. Jeg elsker at klemme bumser ud. Både mine egne og andres. Den guilty pleasure gælder også at pille og klemme i porer, og at krasse i sår og at pille flager af solbrændt ud af (jo større jo bedre).

3. Jeg har haft en lang periode af mit teenageliv hvor jeg var “emo”. I dag elsker jeg stadigvæk stilen og musikken, og jeg har endda en playliste på Spotify der hedder “emo by heart” som jeg hører ofte. Det betyder også at jeg har været til alverdens geniale koncerter; My Chemical Romance, Marilyn Manson, Rise Against, Deathstars, Rara Roach, Five Finger Death Punch, Avenged Sevenfold, Metallica og mange flere.

4. Mit all-time yndlingsband er Pink Floyd, og jeg har et helt lillepigeagtigt crush på Roger Waters. Jeg vil skide på at han er 75 år. I could tap that ass. Og ham har jeg selvfølgelig også set live. Jeg har et mål der hedder at se ham spille hver gang han er i Danmark.

5. Jeg har aldrig prøvet at tage stoffer (altså udover at ryge en joint, det har jeg prøvet). Jeg har heller ikke planer om nogensinde at prøve det. Jeg er ganske simpelt pisse bange for hvad der kan ske. Der er intet YOLO fra min side rent stof-mæssigt.

6. Min største udfordring i livet er at jeg ikke kan kontrollere alt. Det der behov for kontrol fucker mig fuldstændigt op nogle gange, og tab af kontrol kan seriøst give mig total panikangst. Heldigvis er det blevet lidt bedre efter Brokamøbens ankomst, da jeg har måtte indse og acceptere at man sjældent er fuldstændigt i kontrol med sådan en lille størrelse. Det tror jeg har været rigtig sundt for mig.

7. Jeg har stadigvæk næsten dagligt nedtur over at Jonatan Spang og Ane Høgsberg har stoppet deres podcast “Voksenvenner”. Ej hvor mangler jeg bare nogle podcasts der kan fange mig på samme måde som den gjorde. COME BAAAACK!

8. Jeg drikker omkring en liter grøn te hver dag på arbejdet. Jeg elsker det. Jeg ved godt at intet er godt i voldsomme mængder, men alternativet ville være at jeg drak 1 liter varm kakao, og umiddelbart tænker jeg at te måske er et bedre alternativ. Desuden drikker jeg den helst tynd og uden sukker.

9. De eneste typer motion jeg endnu ikke er kørt død i eller har udviklet et had til er løb og BodyCombat. Især BodyCombat knuselsker jeg. Det er skide sjovt, man føler sig totalt fierce og så træner jeg med de bedste mennesker. Og så er der også det element i det at man virkelig forbrænder kalorier, og heldigvis har en fest imens man gør det. Win win.

10. Jeg har en piercing i næsen. Det er 2. gang jeg har fået den lavet. Første gang var da jeg var 15, i en kælder i en butik inde på Strøget. Jeg pillede den ud pga. et job jeg havde da jeg var 19. Da jeg var 25 fik jeg den så lavet igen, fordi jeg savnede den helt vildt og en sød veninde gav mig lige det sidste skub til gøre det, selvom jeg egentlig syntes at jeg måske var blevet for gammel til det pjat. Nu overvejer jeg seriøst også at få en septum.

Sengetøj 120 kr. – Grå LEGOkolds 149 kr. – Darth Vader LEGOhovede 179 kr.
Misioo Boldbassin 716 kr. – Ekstrabolde til boldbassin 99 kr. – Juniordyne 442 kr.

Nu har verdens mest forkælede 1årig fået en overflod af lækre fødselsdagsgaver fra alle hendes gæster, og selvom at det er fuldstændigt vanvittigt hvad Brokamøben har hevet hjem, så kunne jeg ikke holde fingrene væk og dankortet i lommen. To be fair, så er der i hvert fald 2 af købene som hun reelt set manglede, nemlig dynen og sengetøj dertil. Resten er ren forbrugsfest, og mig der forventer verdens største smil over boldbassin. Darth Vader opbevaringshovedet er mest til mig, men vi lader som om at det er Brokamøben der er kæmpe nørd. Vi leger også at det er hende der ejer den 1 meter høje Darth Vader dukke der står til pynt i stuen. Det er en af de gode ting ved at få børn; man kan købe alt det lort man ville ønske man selv havde haft. Desuden HAR hun fået sygt meget duplo i fødselsdagsgave, så selvfølge skal det jo opbevaret i noget, det kan I godt se ikk (Sig nu bare jo, forhelvede Ulla!)?

Hun mangler også stadig at modtage sit IKEA-køkken og hendes lille kasseapparat. Jeg glæder mig simpelthen sådan til at se hendes fjæs når hun får alle de nye ting. Jeg satser stærkt på at det bliver materialistisk lykke på højt plan.