Vi drukner i snot og kærlighed

Okay, det kan godt være at det er totalt forventeligt at ens barn bliver syg når de starter i vuggestue, men nu har vi næsten haft 2 måneder med snothelvede nonstop. Lige som  det føles som om at Brokamøben er ved at blive helt rask, så går hun helt ned igen. Den lille dame raller og sprutter, og tager det egentlig som en champ i forhold til hvad jeg selv ville have gjort. Det meste af tiden vender hun selv næsen til når den skal pudses, og der er begrænset med brok. Men den lille stakkel vækker sig selv og os andre om natten af hoste, og det er simpelthen så synd for hende.

Reelt set er det ved godtnok at hun er syg henover en ferie, i og med at vi er hjemme og har fri til at tage os af hende, men det var bare ikke lige sådan vi havde håbet på at ferien skulle være. Heldigvis var det ikke så slemt i lørdags da hun holdt fødselsdag, men for fanden da. Det var jo meningen at alt skulle være idyllisk og snotfrit.

Derudover så er der da sket lidt positivt; Brokamøben har endelig forstået at hun ikke skal have flasker om natten, og hun spiser derfor almindelig mad i løbet af dagen, hvilket også betyder at hendes søvn er blevet væsentligt bedre. Jeg får helt ondt i maven ved faktisk at skrive at det går bedre, af frygt for at det pludselig stopper med det samme igen. Nu er det primært hendes forkølelse der vækker hende, og hun er okay nem at putte igen. Det er fucking rart. Men to be fair, så har jeg satme også brug for det ekstra overskud når hun nu er syg hele tiden.

Udover sygdom og derfor selvfølgelig en lidt pjevset pige, så er hun skide glad og hyggelig. Hun deler ud af åbentmundede pyssere, med de vildeste ellevetaller, hvilket jo er en blandet fornøjelse for at sige det mildt. Men hun er mega stolt, så vi tager gladeligt imod pysserne, og prøver at lokke hende til lige  at tørre næsen først. Hun vågner hver morgen kl 6:40 med et kæmpe stort “HAAAAIIIJ”. Det er fandeme hyggeligt.