Kopperne kommer ikke, men jeg er RASENDE

Som jeg skrev i mit sidste indlæg, så troede vi at Cleo havde fået skoldkopper. Det vidste sig, at det havde hun faktisk slet ikke. Fordi skoldkopper jo smitter helt vildt, så var der ikke nogen der ville kigge på hende, da vi forklarede vores mistanke. Det er helt fair, og man behandler jo heller ikke skoldkopper, så vi accepterede 1813’s svar på vores henvendelse.

Dagen efter var hendes udslet MEGET værre, og koncentreret meget omkring munden, numsen og på hendes kønsdele, og enkelte bylder/knopper på arme og ben. Vi googlede på livet løs, og der var mange ting det kunne være, bl.a. hånd-fod-mundsyge, børnesår, skoldkopper, børneeksem og meget mere. Vi ringede til 1813 igen, og forklarede situationen og fortalte dem at Cleo altså ikke havde det for fedt. De bad os om at sende billeder, og efter et par minutter ringede de os op – vi skulle skynde os til Hvidovre Hospital, fordi de mistænkte MRSA (meget smitsomme, resistente stafylokokker), som jo kan være en meget alvorlig sag. Vi fik instrukser i som (som sagt) at skynde os afsted, at blive udenfor døren til børneafdelingen indtil vi blev hentet og ført til en stue hvor vi skulle være i isolation pga. den mulige høje smittefare.

Vi pakkede os selv og Cleo sammen, og skyndte os afsted og fulgte de instruktioner vi havde fået. Vi fik en stue, som vi helst skulle blive på, og Cleo SKULLE blive der. Der kom en sygeplejerskerelativt hurtigt, og undersøgte Cleos udslæt, tog hendes temperatur, målte og vejede hende, lyttede til lunger og hjerte osv. Da hun havde gjort det, sagde hun at der nok lige ville gå lidt tid inden lægen kom, da de havde lidt travlt. Jeg spurgte om jeg kunne nå at gå i 7eleven at købe lidt mad, for vi havde skyndt os ud af døren uden at få hverken mad eller drikke i os. Det mente hun godt jeg kunne nå.

Der gik 1,5 time hvor Cleo var i godt humør, hvor hun gik rundt på sin stue og legede med de få ting hun havde fået lov til at røre ved (de ting der kunne afsprittes totalt efter hun var færdig med dem). Vi prøvede at få mad og drikke i hende, uden held, men bevarede egentligt roen, fordi hun virkede til at være i okay humør, trods det faktum at hun tydeligvis havde det skidt. Cleo begyndte at blive træt og utålmodig, og vi ligeså. Jeg fik mig selv afsprittet totalt, og begav mig ud i receptionen, hvor jeg bad om et tidsestimat over hvornår Cleo ville blive tilset af en læge. Det var svært at sige, men hun kunne se at der var 2 børn der skulle til før Cleo. Jeg gik tilbage til stuen, hvor Cleo i mellemtiden var blevet dybt ulykkelig og virkede til at have det rigtig dårligt.

Tiden gik, og der dukkede ingen op. Cleo blev mere og mere ulykkelig, både fordi hun fik det værre men også fordi hun på ingen måde gad at være indespærret i et lillebitte lokale, hvor der kun var 3 ting hun måtte røre ved. Vi gik ud i receptionen flere gange og rykkede for at der meget gerne snart måtte komme en læge og tilse os. Til at starte med fik vi at vide at der var 1 barn der skulle tilses inden det blev vores tur, så var lægerne til konference, og så var der snart vagtskifte. Pludselig var der 3 børn der skulle tilses før Cleo, og sådan blev det ellers ved. Efter 4 timer med dårlige undskyldninger og dybt ulykkeligt og sygt barn, faldt hun endelig i søvn. 10 minutter efter kom der en sygeplejerske ind på stuen med noget panodil til Cleo. Hun kiggede overrasket på os, og spurgte “sover hun?”, vi måtte forklare at hun lige akkurat var faldet i søvn. Vi spurgte igen hvornår der ville dukke en læge op. Sygeplejersken sagde at det vidste hun ikke, men at hun selvfølgelig ville undersøge situationen.

Cleo sov selvfølgelig kun 15-20 minutter mere efter sygeplejersken havde været der, og hun var helt ude af den. Vi blev ved med at rykke for lægen, og der skete intet. Pludselig begyndte der at komme sygeplejersker ind og spørge os om der havde været en læge hos os. Det skete 3 gange, hvor vi rasende, med en skrigende og syg unge i armene, måtte sige at NEJ, der havde STADIG ikke været en læge.

Efter 6 timer på børneafdelingen i isolation kom der ENDELIG en læge, som undersøgte hende. Cleo havde (formodentligt) hånd-fod-mundsyge, som der var gået en voldsom gang stafylokokker i, og mellemørebetændelse, så der var ikke noget at sige til at hun var ulykkelig og skidt tilpas. Han podede hende for at sinde ud af hvilken type stafylokokker det var (hvilket vi aldrig fik svar på).  Hun fik en bredspektret antibiotikakur med hjem til om aftenen og næste morgen, og så ville han ligge en recept på serveren til os. Vi blev sendt hjem med 2 forskellige svar på hvor længe hun smittede; først sagde han indtil at hun havde været i behandling i et døgn, og bagefter sagde han at hun smittede indtil at alle sårene havde dannet sårskorpe.

Dagen efter da vi skulle have fat i hendes medicin viste det sig at lægen havde glemt at ligge recepten på serveren til os. Jeg måtte derfor ringe til Hvidovre Hospital for at bede dem om at SKYNDE sig at skrive en recept til Cleo, så hun kunne blive behandlet. Hende jeg talte med kunne ikke rigtigt se hvad det var han havde givet os med hjem aftenen før, for det havde lægen ikke skrevet, og desuden ville der gå 3-4 timer før der ville ligge en recept på serveren, fordi der lige var en læge der skulle underskrive den.

Hold nu kæft et lorteforløb. Jeg bliver sitrende RASENDE af at sidde her og fortælle om det. Jeg fatter simpelthen ikke at Cleos helbred blev prioriteret SÅ lavt, når 1813 nærmest bad os om at løbe til Hvidovre Hospital efter at de havde lavet en aftale med dem, fordi det det var så alvorligt. 6(!!!!) timer måtte vi vente, INGEN kunne fortælle os noget, og vores barn havde det elendigt. Da vi så endelig blev tilset, så giver lægen os flere forskellige forklaringer på smittefare, han glemmer at give os testresultater OG han glemmer fandeme at udskrive en recept til Cleo. OG så har han været så elendig i hans dokumentation, at andet fagpersonale ikke kan læse sig til hvilket medicin han har udleveret til os.

Alt det her virker helt klart til at være på grund af mangel på ressourcer, alt for mange patienter til alt for få varme hænder, eller særdeles inkompetent sundhedsfagligt personale. Jeg håber ikke at det er det sidste der er årsagen, men det er simpelthen under AL kritik uanset hvad årsagen hertil så er. Fucking lortepis!