De 10 Mor Bud – #3

Det skal jo ikke være en hemmelighed at vi mildest talt har været presset i forhold til søvn herhjemme. Brokamøben er lige fyldt 1 år, og har sovet igennem max 3 gange i hele hendes liv. Det var totalt normalt for os at være oppe imellem 3-5 gange på en god nat. På en dårlig nat var vi oppe en gang i timen ca. I lang tid gik det okay med det, og jeg havde overskud til det, så længe det ind imellem var Rasmus der stop op med hende og lod mig sove længe. Men så var det som om det pludselig ramte mig som en hammer; søvnunderskuddet. Jeg kunne mærke at jeg var ved at have nået bristepunktet. Jeg græd hver gang hun vågnede fordi jeg var så udmattet. Jeg følte at jeg var jordens dårligste mor fordi jeg ikke magtede at opfylde min datters behov 7-8 gange om natten, uanset om det var et behov for flaske, nærvær eller en sut. Min krop reagerede, sagde fra. Jeg følte mig så utilstrækkelig og uduelig. Søvnløsheden var blevet til en konstant sitren i min krop, jeg var konstant grådlabil og frygtede sengetid fordi jeg vidste at jeg havde så meget brug for søvn men at chancen for at jeg fik mere end en times sammenhængende søvn var minimal, og min krop følte sig simplethen så snydt og frarøvet når hun begyndte at give lyd fra sig.

Anyhow, selvom jeg hårdnakket har insisteret på at klare den selv om natten rigtig længe, så sagde Rasmus fra, fordi han kunne se hvor det bar hen. Han insisterede på at jeg skule sove på sofaen, og at han tog natten. Jeg havde svært ved at finde ro i det, selvom pointen netop var at jeg skulle have ro. Det var først et par dage senere at jeg begyndt at kunne give mig hen og sove ordentligt væk fra Brokamøben og væk fra Rasmus. Da jeg lige havde fået et par dages søvn begyndt vi at skiftes til at tage hende om natten. Jeg havde hver anden nat og Rasmus havde hver anden nat. Det har seriøst reddet mig fra at gå ned med flaget, for min krop var helt og aldeles færdig med det søvnmønster jeg ellers havde fået. Især nu hvor jeg er startet på arbejde igen, og hvor jeg faktisk forventer af mig selv at det skal gøres ordentligt. Og jeg forventer af mig selv at jeg skal være en god mor, en god kæreste, se godt ud, have et rent hjem, lave sund og nærende mad, dyrke motion og alle de 1000 andre ting som jeg og de fleste andre moderne mødre også forventer af mig selv. Well.. Alle de ting har jeg simpelthen bare ikke mulighed for at gøre når jeg ikke sover. Nu sover jeg. Stadigvæk ikke 100% uafbrudt, og det er også okay, for jeg når at komme ned i den dybe søvn, og når jeg har brug for at tage en hel nat eller to, så kan jeg også det.

Det giver mig simplethen så meget frihed at vide det, og det gør faktisk også søvnsituationen meget mere overkommelig. Så derfor; lad far tage nogle nætter med baby – FORVENT at han tager nogle nætter med baby. Lad vær’ med at være bange for at slippe kontrollen, for han kan godt, og det er godt for både dig, baby og jeres parforhold. Lad vær’ med at tro at det kun er dig der kan få dit barn til at sove igen, og lad vær’ med at tillade at det kun er mor der dur. Lad vær’ med at være en pleaser i en sådan grad at du selv smuldrer langsomt. Forvent og forstå at I er to om at være forældre, også om natten. Hvor ville jeg ønske at jeg havde takket ja til Rasmus’ tilbud om hjælp noget før, for så var jeg nok ikke nået så langt ud. Jeg blev oprigtigt bange for mit helbred, og jeg kunne ikke længere kende mig selv. Tab af kontrol på grund af et fysisk og psykisk sammenbrud er 10000 gange værre end tab af kontrol fordi man selv har givet kontrollen fra sig.

De 10 Mor Bud – #2

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg elsker min familie højere end noget andet i verden. Måske er det sådan en gang Stockholmsyndrom der spiller sig ud herhjemme? Når ens primære opgave er at opfylde andre behov, så kan man (læs: jeg) godt nå derud, hvor man er lige ved at sprænge i luften, fordi ens egne behov bliver tilsidesat. Det er en helt naturlig del af det at blive mor, og det er også sådan det skal være, men for at bevare energien, det gode humør, og overskuddet, så er det simpelthen SÅ vigtigt at råbe pik og skride en gang imellem. Jeg gør det et par gange om ugen, hvor jeg tager op at træne, eller ser en veninde. Det er så vigtigt et frirum for mig, og de uger, hvor det af en eller anden grund ikke kan lade sig gøre at få familiekabalen til at gå op, så jeg kan komme ud af døren, der mangler jeg det så meget at jeg kan mærke det helt ind i knoglerne.

Det er ikke kun det der med at dyrke motion jeg mangler (selvom motion jo helt automatisk avler energi), det er også det der med at komme ud at være noget andet end mor i en time eller to. Hvor man kan tale om andre ting end Brokamøben, eller hvor man kan lade helt vær’ med at tale, hvis man ikke magter det. Det er så vigtigt for mig at gøre sådan nogle ting for mig selv, for ellers kan jeg mærke, at hende jeg var, før Brokamøben, langsomt bliver kvalt, og det synes jeg sgu er ærgerligt hvis hun bliver, for hun var sgu da meget cool altså.. Min kæreste kunne også virkelig godt lide hende, så jeg synes at jeg skal holde lidt fast i hende.

Så mor-bud nr 2 er simpelthen; efterlad din familie (bare for en stund)! Det er ikke noget du skal have dårlig samvittighed over at have lyst til eller brug for, for de høster frugten af det i den sidste ende; nemlig dit ekstra overskud og din glæde. Måske det endda kan gøre at man har energi til at tage en ekstra tur på legepladsen, eller at have sex. Det er jo kun en win-win situation også at prioritere sig selv og sine egne behov. Desuden har jeg erfaret at det er skide fedt lige at komme til at savne sin familie lidt. Gensynsglæden er kæmpestor, også selvom man kun har været væk i et par timer.

De 10 Mor Bud – #1

I forbindelse med at jeg (og Rasmus) nu har formået at holde os selv, og Brokamøben i live i næsten et år, har jeg reflekteret over den første tid af min kommende livslange karriere som mor. Jeg har skrevet 10 bud man med fordel (og med god samvittighed) kan følge, som virkelig vil gavne en, holde ens psyke nogenlunde i balance, gøre en til en bedre mor og hjælpe en med at holde fast i den person man var inden man blev mor.

Jeg tænker at jeg vil dele et bud adgangen, og skrive en lille  forklaring til hvert bud. Det skal lige siges at jeg indtil nu ikke selv har været lige god til at følge ALLE budene, men jeg er selvkritisk og reflekterende nok til at indrømme at jeg ville have godt af at gøre det fremover.

Mor bud nr. 1: “Drik rødvin og se serier”.
I det første lange stykke tid af min barsel var jeg 100%, hele tiden, både når jeg sov og når jeg var vågen. Det tror jeg er en helt naturlig ting, især for førstegangsmødre. Jeg kunne simpelthen ikke fokusere på andet end min baby, og når hun sov, så skulle der ordnes en masse praktiske ting i forbindelse med baby; jeg skulle drikke ammete, jeg skulle malke ud, jeg skulle skolde sutter, skolde sutteflasker, vaske hendes tøj, kigge på hende imens hun sov, spise en masse mad så jeg kunne holde min mælkeproduktion i gang, kigge lidt mere på hende imens hun sov osv. osv. Jeg tog aldrig en pause fra babys behov, heller ikke når hun sov og reelt set ikke havde nogle behov at stille udover faktisk at sove, hvilket resulterede i at jeg ikke havde fokus på mine egne; det der med at gå på toilettet og spise når man var sulten, det var ikke rigtigt noget jeg gjorde mig så meget i.

Jeg er blevet bedre til det nu, thank god. Rasmus og jeg har indført en fast dag om ugen, hvor vi drikker et glas rødvin og ser serier, efter at Brokamøben er blevet puttet. Selvom det ikke er voldsomt meget tid vi reelt bruger på det, så giver det mig et kæmpe pusterum, og det tvinger min hjerne til at lukke røven med alle de ting jeg “skal nå”. Det giver os samvær som par og som kærester (og ikke bare som mor og far). Det er skide lækkert, og jeg vil seriøst anbefale ALLE forældre, om de er i et parforhold eller verdens sejeste aleneforældre, at gøre det. Det er så tiltrængt med en pause, og det er nemt at forholde sig til en fast dag hvor det er planlagt. Når det er sat i skema, så betyder det at jeg prioriterer det, og det er så vigtigt.

Hvis jeg havde vidst hvor vigtigt det var, så ville jeg nok have indført det noget før, for det er så dejligt, også bare at have andre ting at tale om, end kun lortebleer, mængde af madindtag, hvor stor hun bliver og alle de andre emner der optager søvnberøvede, røvforelskede-i-eget-afkom, førstegangsforældre. GØR DET! I vil ikke fortryde det.