Min vægt / mit værd

Jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg elsker mig selv som jeg er. Det har jeg aldrig gjort, og det kommer jeg heller aldrig til, tror jeg. Jeg sidder her, og følger ivrigt og heppende med i elsk-dig-selv -bølgen og jeg synes det er så fucking fedt et koncept, jeg synes bare det er sygt svært at overføre til en selv.

Lige nu, der vil jeg skide gerne tabe mig, omkring 5(10) kg mere. Jeg synes at min fedtprocent er for høj i forhold til hvad jeg føler mig bedst tilpas i. Reelt set har jeg nok ikke en målvægt, men mere en målfølelse. Det er f.eks.en rar følelse jeg får når mit tøj sidder på en bestemt måde. Omvendt har jeg helt klart en vægt jeg ikke må komme over før jeg HADER min krop. Hvilket er sygt åndssvagt, for jeg ved udemærket godt at det ikke handler om kg. Lige nu vejer jeg f.eks. mindre end jeg gjorde før jeg blev gravid, men jeg havde en langt flottere krop da jeg vejede lidt mere inden Brokamøben begyndte at vokse i min mave. Det havde helt klart noget med min muskelmasse at gøre. Så på den måde ved jeg godt at tallet på vægten ikke betyder en skid, men det ændrer ikke på mit min hjerne er programmeret til at smile når jeg ser at tallet på vægten bliver mindre og mindre.

Hold nu kæft hvor synes jeg at det er problematisk og skræmmende at mit selvværd er så styret af den fucking vægt/størrelse. Og selvom jeg før har påstået at jeg altså vil tabe mig fordi JEG synes min krop er pænere når den er mindre, så er jeg helt klart blevet bedst om hvordan samfundets kropidealer har påvirket mit syns på min krop og mit værd. Selvom at kropsidealet  bliver udfordret i disse dage, så var der sgu ikke mange spørgsmålstegn ved hvorvidt det var et passende kropsideal der blev promoveret da jeg var en teenager der sugede alt til mig, uden at stille spørgsmålstegn ved sundhed eller at have et fokus på at mennesker kan være bygget forskelligt. Jeg havde (og har) en idé om at mine ben skal se ud på en bestemt måde – det er bare noget lort at jeg så kun er 163cm høj, og derfor heller aldrig kan få lange ben. Deroveni har er jeg beriget med store lægmuskler, og de vil altid være der, uanset hvor lav min fedtprocent er. Det er jeg blevet klar over som voksen, men det er stadig så dybt indlejret i mig at ben skal se ud på en bestemt måde, at jeg virkelig hader at vise ben. Hvad fanden sker der for det?

Jeg har det er idéal inde i mit hovede, omkring hvordan jeg bør se ud. Jeg har accepteret at jeg har brede hofter, og derfor aldrig kommer til at få en smal mås. Så langt er jeg dog nået. Jeg har jo fortalt lidt om mit forhold til mine bryster, så det vil jeg ikke kede folk med igen. Jeg har det egentligt allerbedst med at have tøj på hvor man ikke kan se mine overarme, og hvis der er for varmt til det, og jeg eventuelt er i en sammenhæng hvor der skal tages et billede, så SKAL jeg holde mine arme på en bestemt måde for ikke at føle at mine arme ser klamme og fede ud. Min mave har fået en delle efter jeg har født, og det har det det mildest talt ekstremt stramt med.

Jeg ved at jeg får det bedre med nogle ting når jeg vejer mindre, og at jeg bedre kan lide mig selv, ikke kun mit udseende men også mig, som menneske. Hvad fanden sker der for det? Hvorfor betyder det ydre SÅ meget for mig, at jeg seriøst føler mig som et bedre menneske når jeg taber mig. Jeg er jo ikke et bedre menneske, jeg er præcis den samme, i en mindre indpakning. Til gengæld kan jeg passe en størrelse small i tøj. Hvorfor er det bedre end at passe en størrelse medium (eller, large, xxl, xxxl eller fucking xxxxxxl)?! Jeg dømmer ikke mine veninder som jeg dømmer mig selv. Jeg synes ikke at de er mere værd hvis de vejer under 70kg end hvis de vejer over. Reelt set vil jeg skide på deres vægt og udseende, med mindre de virkelig selv er kede af det. De er vidunderlige og smukke som de er, og guld værd uanset hvordan de ser ud. Så hvorfor kan jeg ikke overføre det til mig selv?

Inden jeg blev gravid gav min kæreste mig et gavekort til at springe bungee jump. Flere måneder derop til trænede jeg hårdt og spiste et bestemt antal kalorier dagligt, fordi det mest skræmmende for mig ved den oplevelse var, at man skulle oplyse sin vægt, så man fik den rette elastik at springe med. Normalt ville jeg nok have løget et par kg fra vægten, havde været hvemsomhelst anden der havde spurgt mig om hvad jeg vejede, men det var jo ikke ligefrem den smarteste idé overfor nogen der har ens liv i hænderne. Så jeg måtte jo tabe mig. Og de ville jo skide på min vægt. Men inde i mit hovede var det simpelthen så ekstremt grænseoverskridende at skrive min vægt ned på et stykke papir. Hvad sker der for at det at springe fra 70 meters højde i et stykke elastik som eneste sikkerhed, var mindre skræmmende, end at skrive min vægt ned på et ligegyldigt stykke papir.

Elsk-dig-selv-bølgen er SÅ nødvendig for så mange mennesker, men jeg må indrømme at jeg synes det er så svært at føre ud i praksis.

Mit fjæs før og efter Brokamøbens ankomst

Hold nu kæft hvor sker der bare meget med en når man bliver mor, og ikke kun på den der fundamentale kærlighedsmåde. Billedet til venstre er taget af en pissedygtig amatørfotograf, Genia Jensen, og billedet til højre er et vaskeægte selfie (uden filter, jow jow, man kan godt lidt). Selvfølgelig er der kæmpe forskel på billedkvalitet, og lys, da der var alverdens udstyr forbundet med venstre billede og självklart ikke på det højre, selvom jeg nu godt gade at have et lille selfiestudio hjemme i stuen. Det venstre billede er taget lige inden jeg blev gravid, og det højre er taget for en måneds tid siden.

Men det er nu ikke billedkvaliteten jeg vil fokusere på, det er simpelthen mit udseende. Jeg har alle dage været forfængelig, og ELSKET at lege med make-up og forskellige looks, så selvom at det venstre billede måske ser ekstremt ud mht mængden af make-up, så var det ikke usædvanligt at jeg kunne se sådan ud til hverdag før jeg fik barn. Jeg havde nok ikke helt så mørk en læbestift på til hverdag, og nok heller ikke øjenskygge, men ellers, så er det pretty much mit hverdagslook. På billedet har jeg primer, concealer, foundation, contour, pudder, dip brow, øjenskygge, kohl, flydende eyeliner, mascara, falske vipper, brow gel, lipliner, læbestift, highlighter OG settingspray på. 16 produkter. Og til hverdag var det kun måske læbestiften, liplineren og øjenskyggen jeg ikke havde på. Alt det andet havde jeg på. Jeg brugte nok 45 minutter om morgnen på at ordne hår og make-up. Før Brokamøben havde jeg desuden ikke rigtigt nogle øjenbryn, fordi de var skamplukkede, og havde været det siden starten af 00’erne.

På billedet til højre har jeg 3 produkter på; pudder, blush og mascara på de nederste vipper. Jeg har dog også lash-extensions på som jeg får fyldt op en gang om måneden. Og så farver jeg mine øjenbryn en gang om måneden også. Det tager mig 5 minutter om morgnen ca.

Jeg havde aldrig troet at jeg ville blive nødt til at skære ned på mit make-up forbrug og min beautyrutine, fordi jeg følte at det var blevet til en del af min identitet. Jeg tænkte at det helt klart var noget jeg ville sætte højt på min prioriteringsliste. Det viser sig at jeg alligevel bedre kan lide at sove end at lægge make-up, og jeg har det faktisk helt okay med det. Det bedste der er kommet ud af min graviditet (udover Brokamøben selvfølgelig) er helt klart at jeg har fået mine øjenbryn igen. Men hold nu kæft hvor var det en nederen overgangsperiode hvor de voksede ud, og jeg ikke “måtte” plukke dem. Egentligt startede det med at jeg ikke havde tid/overskud til at plukke dem. Så ville jeg havde dem microbladet, men det måtte jeg droppe fordi man ikke må få det lavet når man ammer. Så tænkte jeg fuck it, jeg prøver sgu bare at lade dem gro ud. Og de har faktisk en ganske fin form. Hold nu kæft hvor er det rart at have øjenbryn. Jeg bruger måske 1o minutter om måneden på at farve dem, så det er jo helt sindssygt så stor en kontrast det er til min rutine før Brokamøben.

Det er ikke fordi jeg ikke er forfængelig længere, men jeg er simpelthen blevet nødt til at erkende at jeg bliver nødt til at prioritere min tid så smart som muligt for at få hele mit hverdags-tetris til at gå op. Så jeg betaler mig fra at få ordnet vipper, så jeg kan lade vær’ med at lægge mascara, og så farver jeg mine bryn selv. Det er nok noget at det bedste jeg har gjort for mig selv længe. Jeg kan da ind imellem godt savne at lægge den syge krigsmaling, men jeg tror måske alligevel at jeg ville føle mig malplaceret med det nu.

Plus det faktum at Brokamøben elsker at rode, slikke og pille mig i fjæset. Tænker ikke at det er verdens smarteste idé at hun konsumerer flere kilo kosmetik om ugen. Normalt er jeg ret meget en alt-med-måde-mor, men nok ikke lige i den retning (heller ikke med alkohol, koffein og stoffer, bare rolig). Men altså, hold nu KÆFT hvor er det vildt hvor meget der kan ske på så kort tid. Ens verden ændrer sig SÅ meget. Og det er seriøst også vildt befriende at jeg kan gå på gade, uden make-up på nu, og IKKE føle mig nøgen. Min make-up var simpelthen så fast del af min identitet at jeg følte mig nøgen, grim og forkert når jeg ikke havde den på. Det er fandeme vildt.

Sagaen om de slatne patter

Der sker ting med kroppen med tiden. Især efter vægttab, graviditet, amning og vægttab igen. Jeg havde en eller anden idé om, at når det nu var på grund af en baby at ens krop ændrede sig, så ville jeg have det HELT OKAY med det. Let me tell you, sandheden er sgu en anden. Der er mange ting jeg ville ændre ved min krop, hvis jeg kunne. Mine bryster er helt klart i toppen af ønskelisten. Og jeg synes ærlig talt at det er pisse fucking irriterende, at jeg ikke bare har det helt cool med de slatne hængepatter der.

Ej hvor ville jeg ønske, at jeg bare synes det var så fint, naturligt og dejligt. At jeg havde den der elsk-dig-selv-det-hedder-ikke-strækmærker-men-tigerstriber-attitude omkring mit udseende. Men det har jeg bare ikke. Selvom jeg prøver aktivt på at få det sådan. For der er jo ingen tvivl om at det sundeste helt klart ville være at acceptere sig selv. Men det viser sig, at et liv fyldt op med selvhad ikke automatisk ændrer sig bare fordi man er blevet mor, og pisse godt kunne tænke sig at være overskudsagtig. Og faktisk har jeg altid hadet de fucking bryster der.

Jeg var den sidste i min klasse til at få bryster, og det var altså en fucking big deal når man boede i en lille by, og i en alder af 12 synes at man skulle se voksen ud. Det var heller ikke ligefrem fordi man fik lov til at have sine underudviklede bryster for sig selv, nej de skulle såmænd have en god mængde opmærksomhed, det er klart. Og når man dagligt får at vide at ens krop er forkert, så gør man hvad man kan for at få folk til at stoppe med at kalde en forkert. Det var i hvert fald min taktik. Så jeg fandt alt det vat der var i huset, og stoppede det ned i min pisseflotte snoopy-bh. Eftersom man ikke pludselig får en b-skål over natten, når man ikke engang havde myggestik før, så blev det jo ligesom også bemærket i skolen = du er forkert fordi du lader som om du har bryster. Ud med vattet igen, ned bag en af radiatorerne i klasselokalet. Det syntes min bedste veninde selvfølgelig var nødvendigt at gøre resten af klassen opmærksom på, det er klart, intet mindre kunne have gjort det. Forkert igen fladpat.

Tiden gik, og der kom langsomt vokseværk i myggestikkene, og der kom push-up i snoopy-bh’en. Brysterne var stadig små, men nu var der da lidt mere hud man (med vold) kunne tvinge til at ligne en kavalergang. Op under hagen med myggestikkene. For verden skulle satme se at jeg altså havde bryster, at jeg altså ikke var forkert.

Jeg fyldte 14-15 år, og begyndte på p-piller, og BANG, så skete der sgu noget med patværket. De blev store. Virkelig store. Og jeg hadede min krop, og blev ved med at klæde mig så der var et kæmpe fokus på de bryster der konstant. For nu havde jeg jo for alvor fået bryster, og det skulle verden kraftedme anerkende – for nu var jeg jo ikke forkert længere, vel? Når man bor i en lille by, så får man lynhurtigt en “identifier”. Min identifier blev mine bryster. Anne hvem? Hende med patterne. Godt godt. Før var jeg Anne, hende uden patter. Så var jeg bare omvandrende patter. Fra den ene ekstrem til den anden.

Så skete der det at jeg tabte mig en del, for nogle år siden, og med vægttabet røg en del af brysterne også. De hang lidt mere, og var blevet lidt mere bløde. Egentligt hadede jeg mine bryster også før jeg tabte mig, fordi de jo ikke lignede silikone bryster. De sad ikke perfekt uden en bh, jeg følte ikke at jeg kunne have tøj på med bar ryg, fordi folk ville helt sikker synes at mine bryster var grimme, eller for meget hvis jeg ikke havde bh på. Set i bakspejlet var det fuldstændigt tåbeligt, og jeg ville i dag nærmest give en arm for at få de boobs igen. Men men..

Jeg blev gravid, brysterne voksede helt vildt, og gjorde pisse hamrende nas. Så fødte jeg, mælken løb til, og mine bryster voksede så til dobbelt størrelse. Fedt fedt. Så rendte jeg altså rundt med fuldstændigt udspilede bryster, med de sygeste blodårer på, og tyndslidte brystvorter. Så skete der det, at Brokamøben pludselig (i en alder af 3 måneder) ikke gad at hænge i de der spærreballoner længere, da det gik for langsomt med serveringen, så indenfor få dage, så stoppede mælkeproduktionen, og efterlod mig med to slatne lommer, der engang var to 7-retters menuer i. Og nu har jeg tabt mig. Igen. Og patterne er blevet endnu mere slatne.

Jeg vil SÅ gerne købe mig nogle nye flotte bryster, men jeg vil også SÅ gerne bare slutte fred med de fucking patter der. Og være hende den seje feministiske type, der er rasende på det seksualiserede kvindeideal, som derfor giver verden en fuckfinger, og i flæng slår patriarkatet ned med de naturlige hængepatter. Jeg tror sgu egentlig godt at de kan slå hårdt, hvis jeg svinger dem rigtigt. Så hvad fanden gør jeg? Slår patriarkatet ned med mine nye silibabser, og prædiker at feminisme er retten til at bestemme over egen krop, og jeg har bestemt at jeg vil have bryster? Det kan jeg også. WHAT TO CHOOSE!?