Som jeg skrev i mit sidste indlæg, så troede vi at Cleo havde fået skoldkopper. Det vidste sig, at det havde hun faktisk slet ikke. Fordi skoldkopper jo smitter helt vildt, så var der ikke nogen der ville kigge på hende, da vi forklarede vores mistanke. Det er helt fair, og man behandler jo heller ikke skoldkopper, så vi accepterede 1813’s svar på vores henvendelse.

Dagen efter var hendes udslet MEGET værre, og koncentreret meget omkring munden, numsen og på hendes kønsdele, og enkelte bylder/knopper på arme og ben. Vi googlede på livet løs, og der var mange ting det kunne være, bl.a. hånd-fod-mundsyge, børnesår, skoldkopper, børneeksem og meget mere. Vi ringede til 1813 igen, og forklarede situationen og fortalte dem at Cleo altså ikke havde det for fedt. De bad os om at sende billeder, og efter et par minutter ringede de os op – vi skulle skynde os til Hvidovre Hospital, fordi de mistænkte MRSA (meget smitsomme, resistente stafylokokker), som jo kan være en meget alvorlig sag. Vi fik instrukser i som (som sagt) at skynde os afsted, at blive udenfor døren til børneafdelingen indtil vi blev hentet og ført til en stue hvor vi skulle være i isolation pga. den mulige høje smittefare.

Vi pakkede os selv og Cleo sammen, og skyndte os afsted og fulgte de instruktioner vi havde fået. Vi fik en stue, som vi helst skulle blive på, og Cleo SKULLE blive der. Der kom en sygeplejerskerelativt hurtigt, og undersøgte Cleos udslæt, tog hendes temperatur, målte og vejede hende, lyttede til lunger og hjerte osv. Da hun havde gjort det, sagde hun at der nok lige ville gå lidt tid inden lægen kom, da de havde lidt travlt. Jeg spurgte om jeg kunne nå at gå i 7eleven at købe lidt mad, for vi havde skyndt os ud af døren uden at få hverken mad eller drikke i os. Det mente hun godt jeg kunne nå.

Der gik 1,5 time hvor Cleo var i godt humør, hvor hun gik rundt på sin stue og legede med de få ting hun havde fået lov til at røre ved (de ting der kunne afsprittes totalt efter hun var færdig med dem). Vi prøvede at få mad og drikke i hende, uden held, men bevarede egentligt roen, fordi hun virkede til at være i okay humør, trods det faktum at hun tydeligvis havde det skidt. Cleo begyndte at blive træt og utålmodig, og vi ligeså. Jeg fik mig selv afsprittet totalt, og begav mig ud i receptionen, hvor jeg bad om et tidsestimat over hvornår Cleo ville blive tilset af en læge. Det var svært at sige, men hun kunne se at der var 2 børn der skulle til før Cleo. Jeg gik tilbage til stuen, hvor Cleo i mellemtiden var blevet dybt ulykkelig og virkede til at have det rigtig dårligt.

Tiden gik, og der dukkede ingen op. Cleo blev mere og mere ulykkelig, både fordi hun fik det værre men også fordi hun på ingen måde gad at være indespærret i et lillebitte lokale, hvor der kun var 3 ting hun måtte røre ved. Vi gik ud i receptionen flere gange og rykkede for at der meget gerne snart måtte komme en læge og tilse os. Til at starte med fik vi at vide at der var 1 barn der skulle tilses inden det blev vores tur, så var lægerne til konference, og så var der snart vagtskifte. Pludselig var der 3 børn der skulle tilses før Cleo, og sådan blev det ellers ved. Efter 4 timer med dårlige undskyldninger og dybt ulykkeligt og sygt barn, faldt hun endelig i søvn. 10 minutter efter kom der en sygeplejerske ind på stuen med noget panodil til Cleo. Hun kiggede overrasket på os, og spurgte “sover hun?”, vi måtte forklare at hun lige akkurat var faldet i søvn. Vi spurgte igen hvornår der ville dukke en læge op. Sygeplejersken sagde at det vidste hun ikke, men at hun selvfølgelig ville undersøge situationen.

Cleo sov selvfølgelig kun 15-20 minutter mere efter sygeplejersken havde været der, og hun var helt ude af den. Vi blev ved med at rykke for lægen, og der skete intet. Pludselig begyndte der at komme sygeplejersker ind og spørge os om der havde været en læge hos os. Det skete 3 gange, hvor vi rasende, med en skrigende og syg unge i armene, måtte sige at NEJ, der havde STADIG ikke været en læge.

Efter 6 timer på børneafdelingen i isolation kom der ENDELIG en læge, som undersøgte hende. Cleo havde (formodentligt) hånd-fod-mundsyge, som der var gået en voldsom gang stafylokokker i, og mellemørebetændelse, så der var ikke noget at sige til at hun var ulykkelig og skidt tilpas. Han podede hende for at sinde ud af hvilken type stafylokokker det var (hvilket vi aldrig fik svar på).  Hun fik en bredspektret antibiotikakur med hjem til om aftenen og næste morgen, og så ville han ligge en recept på serveren til os. Vi blev sendt hjem med 2 forskellige svar på hvor længe hun smittede; først sagde han indtil at hun havde været i behandling i et døgn, og bagefter sagde han at hun smittede indtil at alle sårene havde dannet sårskorpe.

Dagen efter da vi skulle have fat i hendes medicin viste det sig at lægen havde glemt at ligge recepten på serveren til os. Jeg måtte derfor ringe til Hvidovre Hospital for at bede dem om at SKYNDE sig at skrive en recept til Cleo, så hun kunne blive behandlet. Hende jeg talte med kunne ikke rigtigt se hvad det var han havde givet os med hjem aftenen før, for det havde lægen ikke skrevet, og desuden ville der gå 3-4 timer før der ville ligge en recept på serveren, fordi der lige var en læge der skulle underskrive den.

Hold nu kæft et lorteforløb. Jeg bliver sitrende RASENDE af at sidde her og fortælle om det. Jeg fatter simpelthen ikke at Cleos helbred blev prioriteret SÅ lavt, når 1813 nærmest bad os om at løbe til Hvidovre Hospital efter at de havde lavet en aftale med dem, fordi det det var så alvorligt. 6(!!!!) timer måtte vi vente, INGEN kunne fortælle os noget, og vores barn havde det elendigt. Da vi så endelig blev tilset, så giver lægen os flere forskellige forklaringer på smittefare, han glemmer at give os testresultater OG han glemmer fandeme at udskrive en recept til Cleo. OG så har han været så elendig i hans dokumentation, at andet fagpersonale ikke kan læse sig til hvilket medicin han har udleveret til os.

Alt det her virker helt klart til at være på grund af mangel på ressourcer, alt for mange patienter til alt for få varme hænder, eller særdeles inkompetent sundhedsfagligt personale. Jeg håber ikke at det er det sidste der er årsagen, men det er simpelthen under AL kritik uanset hvad årsagen hertil så er. Fucking lortepis!

Snotfesten kører derudad, og lige som man har allertravlest og prøver at lukke festen ned, så kommer der endnu en deltager med alle sine lortevenner til lortefesten; skoldkopper. For at sige det mildt, så var det ikke ligefrem det vi gik og håbede på. Jeg er godt og grundigt træt af nonstop sygdom. Brokamøben tager det sgu egentligt meget pænt. Hun må efterhånden også være ved at være vant til ubehag i hendes lille krop, lille stakkel. Det er selvfølgelig hende det er allermest synd for, men jeg sidder sgu også med en ordentligt  portion selvmedlidenhed, for hver gang hun får en ny gang sygdom, så betyder det også at både hendes søvn og appetit bliver helt ad helvedes til, hvilket også betyder at der ikke er et roligt øjeblik for mor (eller far).

Såæææhm. Vi er tvunget i husarrest indtil at der er kommet sår  på samtlige skoldkopper, og lige pt, kommer der bare flere og flere nye til, som mon ikke det tager et par ugers tid, med det.. Det har jeg SLET ikke tid til. Det er KUN i sådan nogle situationer hvor jeg godt kunne ønske mig at bo i Skagen, fordi så ville Mååårmååår kunne passe Brokamøben imens vi andre tog på arbejde and such. Egentligt ville jeg nok hellere ønske at min familie  boede i Hvidovre, faktisk. Men sådan er virkeligheden ikke, og nu er der en seriøst motherfuckerkabale der skal gå op, fordi jeg har deadlines på job, Rasmus har deadlines (og mødepligt) på studiet, og Cleo må selvfølgelig ikke komme i vuggeren, selvom hendes humør helt bestemt er til det.

Fuckedi fuck fuck fuck.

Okay, det kan godt være at det er totalt forventeligt at ens barn bliver syg når de starter i vuggestue, men nu har vi næsten haft 2 måneder med snothelvede nonstop. Lige som  det føles som om at Brokamøben er ved at blive helt rask, så går hun helt ned igen. Den lille dame raller og sprutter, og tager det egentlig som en champ i forhold til hvad jeg selv ville have gjort. Det meste af tiden vender hun selv næsen til når den skal pudses, og der er begrænset med brok. Men den lille stakkel vækker sig selv og os andre om natten af hoste, og det er simpelthen så synd for hende.

Reelt set er det ved godtnok at hun er syg henover en ferie, i og med at vi er hjemme og har fri til at tage os af hende, men det var bare ikke lige sådan vi havde håbet på at ferien skulle være. Heldigvis var det ikke så slemt i lørdags da hun holdt fødselsdag, men for fanden da. Det var jo meningen at alt skulle være idyllisk og snotfrit.

Derudover så er der da sket lidt positivt; Brokamøben har endelig forstået at hun ikke skal have flasker om natten, og hun spiser derfor almindelig mad i løbet af dagen, hvilket også betyder at hendes søvn er blevet væsentligt bedre. Jeg får helt ondt i maven ved faktisk at skrive at det går bedre, af frygt for at det pludselig stopper med det samme igen. Nu er det primært hendes forkølelse der vækker hende, og hun er okay nem at putte igen. Det er fucking rart. Men to be fair, så har jeg satme også brug for det ekstra overskud når hun nu er syg hele tiden.

Udover sygdom og derfor selvfølgelig en lidt pjevset pige, så er hun skide glad og hyggelig. Hun deler ud af åbentmundede pyssere, med de vildeste ellevetaller, hvilket jo er en blandet fornøjelse for at sige det mildt. Men hun er mega stolt, så vi tager gladeligt imod pysserne, og prøver at lokke hende til lige  at tørre næsen først. Hun vågner hver morgen kl 6:40 med et kæmpe stort “HAAAAIIIJ”. Det er fandeme hyggeligt.

 (OBS! Jeg har lånt en myselfie som en “gave” og har derfor ikke selv betalt for leje af den)

Oh shit. Min lille Brokamøbe er nu fyldt 1 år. Tiden flyver når man ikke sover.. Ej sådan helt oprigtigt, så har jeg skide svært ved at forstå hvor tiden blev af. Jeg ved godt at det er en helt vildt “mor-agtig” ting at sige, men ikke desto mindre er det rigtigt. Nu er hun en lille pige, med en kæmpe personlighed, der styrter rundt på hendes små lækre stolper, ryster på hovedet, siger hej, mor, far, tak, værsågod, ej, og uendeligt meget uforståeligt volapyk. Hun kan selv gøre opmærksom på hvad hun vil, og i dén grad også hvad hun ikke vil, og det er simpelthen så vanvittigt fascinerende at være vidne til hendes udvikling, som går så stærkt.

Her i weekenden holdt vi hendes fødselsdag kombineret med hendes navngivning, så vi havde inviteret små 40 mennesker af vores allernærmeste, til håndbajere, buffet ala Jylland, og ellers bare hygge. Det var så lækkert at se alle og jeg blev sgu helt rørt over at folk kom fra nær og fjern for Brokamøbens skyld. Alt gik over al forventning, og folk havde det så sindssygt sjovt. Jeg pissede mest rundt for at få tingene til at gå op i en højere enhed, og for at tale bare en lille smule med alle. Det resulterede så I at jeg imellem kl 6 om morgnen og kl 23 om aftenen kun havde fået en halv portion mad, en lille smule dessert, åbnet 3 øl, drukket 0 øl, og hældt et glas vin op som jeg heller ikke fik smagt på. Men alle var glade, og det var jeg også, så det er skide dejligt.

Jeg fik lov til at låne en myselfie til festen, hvilket er et helt genialt koncept. Jeg er normalt skide elendig til at huske at få taget billeder, netop fordi jeg har travlt med at være vært, og så bliver jeg altid skuffet over at vi ikke har fået flere minder foreviget efter en god aften. Når man derimod sætter en myselfie midt i rummet, kombineret med gæster der indtageralkohol, så sker der altså noget smukt. Folk tager totalt ejerskab over at få taget billeder og har det helt vildt sjovt med det. Der blev taget selfies på kryds og på tværs, og også med folk der ellers ikke kender hinanden. Det var simpelhen genialt, og det var en helt vildt god conversation-starter.

Som jeg skrev i starten af dette indlæg, så folk jeg jo lov til at låne en myselfie gratis, men det betyder ikke at jeg siger noget jeg ikke mener. Jeg ville ikke skrive pænt om det, hvis jeg ikke oprigtigt var kæmpe fan. Og jeg ER SERIØST fan. Det er skide nemt, et par dage før man skal holde festen modtager man kassen i den nærmeste pakkeboks. Der er en simpel trin for trin guide som selv en død abe ville kunne følge, og så pakker man myselfien ned i den kasse den kom i, smækker returlabel på, og afleverer den i pakkeboksen igen når man er færdig med at bruge den. Det er så sjovt og nemt, og jeg kan uden at lyve sige at jeg gladeligt ville have smidt penge efter en hvis ikke jeg havde været så heldig at få liv til at låne den gratis. Jeg kan anbefale det til ALLE.

Brokamøben har været forkølet i ca en måned, hvilket er helt naturligt med vuggestuestart og efter år, i sidste weekend udviklede den helt almindelige forkølelse sig dog til øjenbetændelse, og noget der mindede om influenza. I mandags havde jeg derfor Brokamøben en tur til lægen, for at blive tjekket alle steder tænkeligt, for at være helt sikker på at der ikke var noget som vi ikke var obs på. Det var der heldigvis ikke, barnet havde virus, og vi fik at vide at hvis feberen blev ved og hun ikke havde det godt, så kunne vi give lidt panodil. Fint fint. På vej hjem fra lægen kom jeg så i tanke om at jeg ikke engang ved hvad hun vejer, i forhold til at dosere panodil, da det efterhånden er lang tid siden at vi er blevet afsluttet i sundhedsplejen. Så jeg smuttede lige forbi vores sundhedsplejes “åbent hus” til vejning og en lille snak om hvordan det går.

Snakken kom selvfølgelig hurtigt ind på søvn, eller mangel på samme, og vi blev beordret at stoppe med at give Brokamøben flaske om natten. Jeg vidste jo godt at det var ved at være tid, både fordi jeg simpelthen ikke kan holde til at være oppe så mange gange for at give mad, men også fordi alt det mad om natten påvirker hendes appetit om dagen. Jeg kunne ikke overskue at gøre det i hverdagen, fordi jeg vidste at det ville blive en kamp at få hende til at falde i søvn efter opvågninger, uden at give hende en flaske. Så vi valgte at i denne her weekend skulle det være; hun skulle stoppe med flasken.

Rasmus har været syg, og han har sovet på sofaen imens jeg har haft tjansen med Brokamøben inde i vores seng, da vi vurderede at det var smartes at der i det mindste var en ansvarlig voksen der var udhvilet. Så jeg har været vågen. I nat var hun vågen fra kl 23:00-02:30 og faldt først i søvn da hun kom op i sengen til mig (hvilket hun ikke plejer at ville). I går havde hun 3 opvågninger hvor det tog imellem 30 minutter og en time at få hende til at sove igen.

I nat tager Rasmus hende, og jeg sover på sofaen, for at få en anelse søvn. Hold nu kæft hvor jeg synes det trækker tænder ud, men der er ikke andet at gøre end at holde ud og at hænge i. Jeg har den der naive drøm om et barn der sover igennem, og jeg ved godt at det ikke nødvendigvis sker bare ved at hun stopper med nattespiseriet, men jeg er desperat nok til at prøve efterhånden. Så hvis I nu ser mig ude i virkeligheden, eller nogen der ligner af mig, som ikke hilser, som har nattøj på i offentligheden, som lugter, så er det bare mig, og fordi jeg ikke sover.