Hold nu kæft hvor er der mange mennesker der synes at det er helt okay at have en holdning til om jeg skal have flere børn. Jeg tror virkelig at jeg, uden at lyve, kan sige at jeg er blevet spurgt mindst 50 gange om hvornår vi så går i gang med baby nummer 2. Jeg bliver så træt altså. For det første så vil jeg slet ikke have baby nummer 2, sådan som tingene ser ud lige nu. Det begynder så småt at blive lettere at være mor i takt med at Brokamøben bliver ældre. Kærligheden vokser og vokser, og ja, det er helt fantastisk. Men det har været et motherfucking hårdt år. Jeg synes ikke det var fedt at være gravid, og jeg ved helt seriøst ikke om jeg ville kunne holde til at få et barn mere. Jeg fortryder på ingen måde at jeg er blevet mor, det er det største jeg har oplevet, men jeg ved ikke om jeg ville kunne holde til at gå det hele igennem én gang til. Især fordi Cleo jo stadig vil være der, og have en masse behov og krav. Jeg ved ikke hvordan jeg skulle kunne give Cleo alt det hun har brug for, samtidigt med at jeg kan gøre de ting jeg selv vil, og have et godt og stærkt parforhold – OG have en baby. Det kan selvfølgelig godt være at det ændrer sig med tiden, men lige nu synes jeg ikke at det lyder attraktivt at skulle have 2 små børn. Jeg prioriterer mig selv, mit parforhold og det barn jeg allerede har.

Når jeg siger det til folk, selvom det jo reelt set ikke rager den en fucking skid, så bliver jeg tit mødt med “det er synd at være enebarn” eller “man har godt af at have søskende”. Og ja, det kan sgu godt være. Men jeg tænker umiddelbart at det er mere synd at have en mor der ikke kan rumme dem, eller forældre der går fra hinanden fordi det har været umuligt at prioritere at have et godt parforhold. Og hvad med mig egentligt? Må jeg ikke længere have lov til at vælge eller fravælge ting for min egen skyld, nu hvor jeg er blevet mor? SKAL man absolut have et kuld af børn, hvis man beslutter sig for at få ét? Hvad med mig? Må jeg ikke prioritere mig og de ting i mit liv jeg elsker?

Helt generelt er jeg fuldstændigt paf over hvordan folk kan synes at det er helt fucking okay at fortælle mig hvad jeg skal og hvad jeg ikke skal med mit liv. Hvornår er det blevet okay? Hvorfor er det acceptabelt?! Jeg bliver så rasende over at skulle retfærdiggøre mine valg for folk – både overfor folk jeg er tæt med, men også folk som jeg kun taler sjældent med i arbejdsrelationer eller folk jeg måske hilser på et par gange om året. Lev for fanden jeres eget liv, og bland jer fuldstændigt udenom hvad der sker/skal ske i mit underliv.

Dengang jeg ikke havde fået Cleo eller var gravid, var det desuden den samme type mennesker der synes at det var helt okay at tale om, om man ikke snart skulle til at have børn, fordi man jo ikke blev ved med at være ung og fertil. Hvad nu hvis jeg ikke kunne få børn? Hvad nu hvis jeg ikke ville have børn? Hvad nu hvis der ikke var nogen der ville have børn med mig? Var jeg så bare diskvalificeret som kvinde og som menneske?! Jeg ved godt at de kommentarer KAN komme et kærligt sted fra, fordi folk holder af en og fordi de ville elske ens baby. Men det gør det ikke rigtigt mere okay. Der er ingen der har brug for at skamme sig, uanset om det er et valg eller eller et vilkår at man ikke får (flere) børn. Jeg er sgu også selv kommet til det før i tiden, men heldigvis er jeg blevet ældre og klogere, og nu skælder jeg ud.

Munddiarreen får aldrig en ende, tilsyneladende. Ulla bliver ved med at kæfte op, og jeg bliver mere og mere træt.

Det er sundt for hende at græde, hun falder i søvn igen.  Nej Ulla. Mit barn er kun 4 måneder og har ikke en lille ting der hedder objektpermanens, hvilket betyder at når hun ikke kan se mig, så er jeg væk for evigt. Hun forstår ikke at mor er ude bag den lukkede dør. Jeg kan ikke se mor = mor har forladt mig. Så nej, det er ikke sundt for mit barn at græde. Hun skal have tryghed, nærvær og kærlighed når hun græder og er ked af det.

Jeg lod mine børn græde sig i søvn, og de har altså aldrig taget skade. Okay Ulla. Hvad skal jeg bruge den information til? Jeg vil skide på om du lod dine børn cykle uden cykelhjelm, græde sig selv i søvn, spise store vinduer selv, lod dem slubre honning i et væk, sidde i hoppegynge en helt dag eller noget helt fucking andet. JEG kommer ikke til at gøre det, og hvis du vil tage det som en kritik af din forælderstil, så gør du bare det, det kan jeg simpelthen ikke tage mig af. Vi gør alle hvad vi selv tænker er bedst for vores børn, så vil du ikke godt lukke arret. You do you, and please let me do me. No pun intended.

Det er altså meget bedre for deres små numser at bruge stofbleer, engangsbleerne er SÅ dårlige for deres hud og for miljøet.  Jamen søde Ulla, du skal da være velkommen til at være vores personlige vaskekone og skiftekone. Fedt at du lige tager den opgave på dig! Nå ikke? Nej men så skal du blande dig FULDSTÆNDIGT ude af min babys numse. Pas din egen. Jeg har hverken tid, overskud eller interesse i at gøre “genbrugsbleer” rene. Lad mig nu bare smide penge efter libero hvis det er det jeg vil. Jeg lover at min datters numse ikke lider overlast.

Ét indlæg under ovenstående emne er slet ikke nok. For folk bliver ved med at tale lort. Det kan selvfølgelig også være at mit massive søvnunderskud spiller en lillebitte rolle i min bullshitoverbærenhed, men der ER altså noget om det der med at have joinet mødrenes klub som åbenbart gør en til offer for spydigheder, dømmende kommentarer og (nok så velmenende, men yderst uønskede) “gode” råd. Her er endnu en lille perlerække af “Ulla”-beskeder.

Du skal bare få hende til at spise mere i løbet af dagen, så skal hun nok sove igennem! Jamen tak for det fantastisk råd Ulla. Jeg havde da slet ikke overvejet at hun havde brug for mad! Det er jo en smal sag at få  hende til at spise mere, no problemo.. Med mindre jeg skal fodre barnet via tragt og spændetrøje, så er det IKKE en mulighed at få mere i ungen. Og jeg tænker umiddelbart ikke at det er den smarteste idé, hvis hun ikke skal have traumer senere i livet..

Hendes ører de stritter da en lille smule, hva? GUUUUUD ULLA! Er det rigtigt?! Fuck?! Hvad gør vi?! Det er sgu ikke fordi jeg bliver fornærmet over at folk nævner hendes ører, det er mere den der “jeg bliver nødt til lige at påpege det, men sige det på en lidt spørgende måde, så hun ikke bliver fornærmet og tror at jeg synes det er grimt”. Ja, min smukke lille brokamøbe har stritører, og det er simpelthen de sødeste ører i verden. Ja, man må gerne nævne dem, og ja jeg er godt klar over det, og nej jeg har ikke tænkt mig af få dem lagt ind til hovedet. Jeg tænker at jeg venter med at plante et dårligt selvværd i hende, det skal resten af verden nok klare når hun bliver teenager.

Smoothies fra Semper? Ja jeg laver altså altid min frugtmos selv, det er så NEMT, og jeg kan simpelthen ikke få mig til at fylde lille Bimmer med tilsætningsstoffer. Okay Ulla, godt for dig. Gider du lige at klappe kaje imens jeg forgifter min datter med tilsætningstoffer, sukker, alkohol, stoffer, kviksølv, koffein og e-numre? Hvis du gider at lave frugtgrød til Brokamøben så skal jeg da nok lade vær’ med at kaste penge efter købeversionen. Hvis du ikke har tænkt dig at være leverandør, så gider jeg ikke at høre på din fordomme i forklædning.

Hold nu kæft hvor får man bare mange lortekommentarer smidt i hovedet af folk, som har en holdning til rollen som mor, eller specifik til DIN rolle som mor. Nogle af bemærkningener er ganske uskyldige og velmenende (ikke destomindre stadig sygt irriterende), og nogle af dem er deciderede spydige og dømmende. Det er som om at der er rigtig mange kvinder der synes at lige præcis DE har opskriften på den perfekte måde at være mor på, og det har det helt sikkert også når det gælder deres egne børn. De er lige som de skal være i deres liv og i deres relationer, der er bare ikke altid at deres erfaringer, oplevelser og sejre kan overføres til mit liv og mit barn. Jeg VED godt at langt de fleste siger ting for at hjælpe og for at være søde, men for hælvædæ Ulla, kunne du ikke lige klappe kaje, bare lidt. Udgangspunktet for de fleste førstegangsmødre er nok at råd er dejlige, hvis man selv har bedt om dem. Hvis man ikke har bedt om dem, så må folk virkelig godt holde igen, eller i det mindste spørge inden de begynder at dele ud af deres guldkorn.

Du skal sove når baby sover. Okay Ulla, kommer du så og vasker mit tøj, støvsuger, gør rent, tygger maden for mig, skider for mig, tisser for mig, går i bad for mig, træner for mig, laver mad for mig og knepper min kæreste for mig? For hvis ikke du har tænkt dig det, så luk æsken. Man kan ikke bare zone fuldstændigt ud fordi man er mor og man er træt, verden lever videre, og Brokamøben genererer snavs og vasketøj. Såeh..

Jeg synes at det er så fint at du prioriterer alenetid, JEG kunne bare ikke gøre det. Lille bimmer er stadig alt for lille til at undvære sin moar. Tak for den skyld med skyld på Ulla. Dit barn er 2 år ældre end mit, og du synes han er for lille til at du tager op og træner i et par timer? Hvad fanden er mit barn så? Og hvorfor siger du ikke bare at du synes jeg er røvegoistisk når det nu engang er det du mener. Enten er jeg verdens dårligste mor for at tænke at det sgu er okay, ellers er du fuldstændigt bims, og bør træde et lille skidt ud af den mor/barn-symbiose du har kørende på tredje år.

Er det normalt? Når Brokamøben skriger på 3 time på grund af kolik hjælper det IKKE at spørge mig om det er normalt. Det gør mig pisse usikker på mit barn reelt set er okay. Derudover så ER barnet blevet tjekket i hoved og røv før nogen besluttede sig for at der ikke var en skid at gøre ud over at vente et par måneder(eller 4) på at barnet er stoppet med at skrige.