
Hold nu kæft hvor er der mange mennesker der synes at det er helt okay at have en holdning til om jeg skal have flere børn. Jeg tror virkelig at jeg, uden at lyve, kan sige at jeg er blevet spurgt mindst 50 gange om hvornår vi så går i gang med baby nummer 2. Jeg bliver så træt altså. For det første så vil jeg slet ikke have baby nummer 2, sådan som tingene ser ud lige nu. Det begynder så småt at blive lettere at være mor i takt med at Brokamøben bliver ældre. Kærligheden vokser og vokser, og ja, det er helt fantastisk. Men det har været et motherfucking hårdt år. Jeg synes ikke det var fedt at være gravid, og jeg ved helt seriøst ikke om jeg ville kunne holde til at få et barn mere. Jeg fortryder på ingen måde at jeg er blevet mor, det er det største jeg har oplevet, men jeg ved ikke om jeg ville kunne holde til at gå det hele igennem én gang til. Især fordi Cleo jo stadig vil være der, og have en masse behov og krav. Jeg ved ikke hvordan jeg skulle kunne give Cleo alt det hun har brug for, samtidigt med at jeg kan gøre de ting jeg selv vil, og have et godt og stærkt parforhold – OG have en baby. Det kan selvfølgelig godt være at det ændrer sig med tiden, men lige nu synes jeg ikke at det lyder attraktivt at skulle have 2 små børn. Jeg prioriterer mig selv, mit parforhold og det barn jeg allerede har.
Når jeg siger det til folk, selvom det jo reelt set ikke rager den en fucking skid, så bliver jeg tit mødt med “det er synd at være enebarn” eller “man har godt af at have søskende”. Og ja, det kan sgu godt være. Men jeg tænker umiddelbart at det er mere synd at have en mor der ikke kan rumme dem, eller forældre der går fra hinanden fordi det har været umuligt at prioritere at have et godt parforhold. Og hvad med mig egentligt? Må jeg ikke længere have lov til at vælge eller fravælge ting for min egen skyld, nu hvor jeg er blevet mor? SKAL man absolut have et kuld af børn, hvis man beslutter sig for at få ét? Hvad med mig? Må jeg ikke prioritere mig og de ting i mit liv jeg elsker?
Helt generelt er jeg fuldstændigt paf over hvordan folk kan synes at det er helt fucking okay at fortælle mig hvad jeg skal og hvad jeg ikke skal med mit liv. Hvornår er det blevet okay? Hvorfor er det acceptabelt?! Jeg bliver så rasende over at skulle retfærdiggøre mine valg for folk – både overfor folk jeg er tæt med, men også folk som jeg kun taler sjældent med i arbejdsrelationer eller folk jeg måske hilser på et par gange om året. Lev for fanden jeres eget liv, og bland jer fuldstændigt udenom hvad der sker/skal ske i mit underliv.
Dengang jeg ikke havde fået Cleo eller var gravid, var det desuden den samme type mennesker der synes at det var helt okay at tale om, om man ikke snart skulle til at have børn, fordi man jo ikke blev ved med at være ung og fertil. Hvad nu hvis jeg ikke kunne få børn? Hvad nu hvis jeg ikke ville have børn? Hvad nu hvis der ikke var nogen der ville have børn med mig? Var jeg så bare diskvalificeret som kvinde og som menneske?! Jeg ved godt at de kommentarer KAN komme et kærligt sted fra, fordi folk holder af en og fordi de ville elske ens baby. Men det gør det ikke rigtigt mere okay. Der er ingen der har brug for at skamme sig, uanset om det er et valg eller eller et vilkår at man ikke får (flere) børn. Jeg er sgu også selv kommet til det før i tiden, men heldigvis er jeg blevet ældre og klogere, og nu skælder jeg ud.