Semi-tyndslidt mor

Brokamøben har været forkølet i ca en måned, hvilket er helt naturligt med vuggestuestart og efter år, i sidste weekend udviklede den helt almindelige forkølelse sig dog til øjenbetændelse, og noget der mindede om influenza. I mandags havde jeg derfor Brokamøben en tur til lægen, for at blive tjekket alle steder tænkeligt, for at være helt sikker på at der ikke var noget som vi ikke var obs på. Det var der heldigvis ikke, barnet havde virus, og vi fik at vide at hvis feberen blev ved og hun ikke havde det godt, så kunne vi give lidt panodil. Fint fint. På vej hjem fra lægen kom jeg så i tanke om at jeg ikke engang ved hvad hun vejer, i forhold til at dosere panodil, da det efterhånden er lang tid siden at vi er blevet afsluttet i sundhedsplejen. Så jeg smuttede lige forbi vores sundhedsplejes “åbent hus” til vejning og en lille snak om hvordan det går.

Snakken kom selvfølgelig hurtigt ind på søvn, eller mangel på samme, og vi blev beordret at stoppe med at give Brokamøben flaske om natten. Jeg vidste jo godt at det var ved at være tid, både fordi jeg simpelthen ikke kan holde til at være oppe så mange gange for at give mad, men også fordi alt det mad om natten påvirker hendes appetit om dagen. Jeg kunne ikke overskue at gøre det i hverdagen, fordi jeg vidste at det ville blive en kamp at få hende til at falde i søvn efter opvågninger, uden at give hende en flaske. Så vi valgte at i denne her weekend skulle det være; hun skulle stoppe med flasken.

Rasmus har været syg, og han har sovet på sofaen imens jeg har haft tjansen med Brokamøben inde i vores seng, da vi vurderede at det var smartes at der i det mindste var en ansvarlig voksen der var udhvilet. Så jeg har været vågen. I nat var hun vågen fra kl 23:00-02:30 og faldt først i søvn da hun kom op i sengen til mig (hvilket hun ikke plejer at ville). I går havde hun 3 opvågninger hvor det tog imellem 30 minutter og en time at få hende til at sove igen.

I nat tager Rasmus hende, og jeg sover på sofaen, for at få en anelse søvn. Hold nu kæft hvor jeg synes det trækker tænder ud, men der er ikke andet at gøre end at holde ud og at hænge i. Jeg har den der naive drøm om et barn der sover igennem, og jeg ved godt at det ikke nødvendigvis sker bare ved at hun stopper med nattespiseriet, men jeg er desperat nok til at prøve efterhånden. Så hvis I nu ser mig ude i virkeligheden, eller nogen der ligner af mig, som ikke hilser, som har nattøj på i offentligheden, som lugter, så er det bare mig, og fordi jeg ikke sover.